Tommelise – Se og lyt til det klassiske eventyr
Alder: 3-8 år · 8 min · generel
Tommelise er en klassisk godnathistorie for børn på 3-8 år. Du kan se den som video, høre den som lyd eller læse hele historien her på siden.
Tommelise er ikke større end en tommelfinger, men hendes eventyr er kæmpestort. I denne video følger vi hende fra hun fødes i en tulipan, bliver kidnappet af en skrubtudse, bor hos markmusen og til sidst flyver til de varme lande med sin ven, svalen. En rolig og tryg oplæsning, der egner sig perfekt til børn i alderen 3-7 år.
Se Tommelise – Se og lyt til det klassiske eventyr på YouTube
Læs eventyret
Der var engang en kone, som så gerne ville have sig et lillebitte barn, men hun vidste slet ikke, hvor hun skulle få det fra. Så gik hun hen til en gammel, klog kone og sagde: "Jeg vil så gerne have et lille barn. Kan du ikke sige mig, hvor jeg skal få fat i sådan et?"
"Jo, det er nemt nok," sagde den gamle kone. "Her har du et bygkorn. Det er slet ikke sådan et, der vokser ude på bondemandens mark, eller som hønsene spiser. Læg det i en urtepotte, så skal du bare se."
"Tak," sagde konen og gik hjem.
Hun plantede det lille frø, og med det samme voksede der en stor, dejlig blomst op. Den lignede en tulipan, men bladene var lukket stramt sammen, som om den stadig sov.
"Det er en nydelig blomst," sagde konen og kyssede de røde og gule blade.
Og lige idet hun kyssede dem, sagde det knæk!
Blomsten åbnede sig.
Og der, midt inde i blomsten, på den grønne stol, sad en lillebitte pige. Hun var så fin og nydelig, og hun var ikke større end en tommelfinger. Derfor blev hun kaldt Tommelise.
Hun fik en nydelig, lakeret valnøddeskal til vugge. Hendes madras var lavet af blå viol-blade, og hendes dyne var et rødt rosenblad. Her sov hun om natten, men om dagen legede hun på bordet.
Konen havde sat en tallerken med vand, og rundt i kanten lå der blomster. Tommelise sejlede rundt derude på et stort tulipanblad og sang så sødt, som ingen nogensinde havde hørt det før.
En nat, mens hun lå i sin fine seng, hoppede en stor Skrubtudse ind ad det knuste vindue. Den var stor og våd og grim.
"Hun kunne blive en nydelig kone til min søn," sagde tudsen, og så tog den valnøddeskallen, hvor Tommelise sov, og hoppede ud i haven med den.
Der løb en stor, bred å igennem haven. Her boede tudsen med sin søn nede i mudderet ved bredden.
"Koax, koax, brekke-ke-kex!" sagde sønnen bare, da han så den lille pige i nøddeskallen.
"Tal ikke så højt, ellers vågner hun," sagde den gamle tudse. "Vi sætter hende ud på et af de brede åkandeblade ude i åen. Der kan hun ikke løbe nogen vegne, mens vi gør stadsstuen i stand nede i mudderet."
Tommelise vågnede tidligt næste morgen, og da hun så, hvor hun var, begyndte hun at græde. Der var vand til alle sider, og hun kunne slet ikke komme i land.
De små fisk nede i vandet havde set tudsen og hørt, hvad hun sagde. De stak hovederne op for at se den lille pige. De syntes, hun var alt for sød til at skulle bo nede i det mørke mudder hos tudserne.
"Det skal aldrig ske!" tænkte de.
Fiskene flokkedes nede i vandet om den grønne stilk, der holdt bladet fast, og gnavede den over med deres tænder.
Og så flød bladet afsted ned ad åen. Væk fra tudserne.
Nu sejlede Tommelise forbi så mange steder. De små fugle i buskene så hende og sang: "Sikke en sød lille jomfru!"
Bladet flød længere og længere væk. En fin, hvid sommerfugl blev ved med at flyve rundt om hende, og til sidst satte den sig på bladet, for den kunne så godt lide Tommelise.
Solen skinnede på vandet, så det glimtede som det pureste guld. Det var en dejlig rejse.
Men sommeren varede ikke evigt. Efteråret kom, og det blev koldt. Fuglene fløj bort, og blomsterne visnede. Det store blad, hun havde sejlet på, krøllede sammen. Tommelise frøs forfærdeligt.
Det begyndte at sne, og hver snefnug, der faldt på hende, var som hvis man kastede en hel skovlfuld sne på os, for vi er store, men hun var kun en tomme lang.
Lige i nærheden af skoven boede en Markmus. Hun havde en lun og god stue dybt nede under jorden. Her var der et helt kammer fuldt af korn, et dejligt køkken og en spisestue.
Tommelise stillede sig ved døren ligesom en lille tiggerpige og bad om et lille stykke bygkorn, for hun havde ikke fået mad i to dage.
"Dit lille stakkel," sagde Markmusen, for hun var i grunden en god, gammel mus. "Kom du bare ind i min varme stue og spis med mig."
Da hun nu syntes godt om Tommelise, sagde hun: "Du kan godt blive her hos mig i vinter, men så skal du holde min stue pæn ren og fortælle mig historier, for dem holder jeg meget af."
Tommelise gjorde, som hun sagde, og havde det egentlig meget godt. Det var lunt og trygt nede i jorden, selvom det var mørkt.
Naboen, den kedelige Muldvarp i sin sorte pels, kom ofte på besøg. Han brød sig ikke om solen eller de smukke blomster, men han kunne lide Tommelises sang.
En dag fandt Tommelise noget i en af gangene under jorden. Det var en Svale. Den lå helt stille og kold med vingerne presset ind til siden. Den var nok død af kulde.
Tommelise blev så bedrøvet, for hun holdt så meget af alle de små fugle, der havde sunget for hende hele sommeren.
Men da hun lagde sit hoved mod fuglens bryst, hørte hun noget. Dunk-dunk.
Hjertet bankede ganske svagt. Svalen var ikke død, den var bare i dvale af kulden.
Hver nat sneg Tommelise sig ind til svalen. Hun flettede et tæppe af hø og pakkede det omkring den. Hun hentede vand i et blomsterblad og gav den lidt at drikke.
Svalen vågnede langsomt op.
"Tak, du søde lille pige," sagde den syge svale. "Jeg er blevet dejlig varmet. Snart får jeg kræfter igen og kan flyve ud i det varme solskin."
"Åh nej," sagde Tommelise. "Det er koldt derude, det sner og fryser. Bliv du hellere i din varme seng."
Og svalen blev der hele vinteren, og Tommelise passede den, uden at markmusen eller muldvarpen opdagede det.
Da foråret kom, og solen igen varmede jorden, sagde svalen farvel. Den spurgte, om Tommelise ville med; hun kunne sidde på dens ryg. Men Tommelise vidste, at det ville gøre den gamle markmus ked af det, hvis hun rejste.
"Farvel, farvel, du gode, smukke pige!" kvidrede svalen og fløj ud i solskinnet.
Tommelise så efter den, og tårerne kom i øjnene på hende, for hun holdt så meget af den stakkels svale.
Det blev sommer igen, men Tommelise var ked af det. Hun skulle giftes med den kedelige Muldvarp, som aldrig ville lade hende se solen igen. Hun skulle bo dybt nede under jorden altid.
Den morgen, hun skulle giftes, sneg hun sig ud for at se på solen en sidste gang. Hun strakte armene op mod lyset.
"Farvel, du klare sol!" sagde hun.
"Kvit-kvit!" lød det lige over hendes hoved.
Hun kiggede op, og der var svalen, som kom flyvende. Den blev så glad, da den så Tommelise.
"Nu kommer den kolde vinter snart igen," sagde svalen. "Jeg flyver langt bort til de varme lande. Vil du ikke tage med mig? Du kan sætte dig på min ryg, så flyver vi væk fra den grimme muldvarp og det mørke hus, langt over bjergene til de lande, hvor solen skinner smukkere, og hvor der altid er sommer og dejlige blomster."
"Jo, jeg vil med dig!" sagde Tommelise.
Hun satte sig op på fuglens ryg og bandt sig fast til en af de stærkeste fjer. Så fløj svalen højt op i luften, over skov og over sø, højt over de store bjerge, hvor der altid ligger sne. Tommelise frøs lidt, men så krøb hun ind under fuglens varme fjer og stak kun det lille hoved frem for at se på al den dejlighed under sig.
Endelig kom de til de varme lande. Her skinnede solen meget klarere end herhjemme. Der voksede de dejligste grønne og blå druer, og i skovene hang der citroner og appelsiner.
Svalen fløj ned til en stor, gammel bygning af hvidt marmor. Her voksede de skønneste, hvide blomster.
"Her er mit hus," sagde svalen. "Men hvis du vælger dig en af de smukkeste blomster dernede, så sætter jeg dig der, og du skal få det så godt, du kan ønske dig."
Svalen fløj ned med hende og satte hende på et af de brede blade.
Men sikke en overraskelse! Midt inde i blomsten sad en lille mand, så hvid og gennemsigtig, som om han var af glas. Han havde den nydeligste guldkrone på hovedet og de klareste vinger på skuldrene, og så var han ikke større end Tommelise selv.
Han var blomsternes konge.
Han blev så glad, da han så Tommelise, for hun var den smukkeste pige, han nogensinde havde set. Han tog sin guldkrone af og satte den på hendes hoved. Han spurgte, hvad hun hed, og om hun ville være hans dronning.
Ja, det ville hun meget hellere end at være hos tudsen eller muldvarpen.
Og så fik hun vinger! Hver blomst kom med en gave, men den bedste var et par smukke vinger fra en stor, hvid flue. Nu kunne hun også flyve fra blomst til blomst.
"Du skal ikke hedde Tommelise mere," sagde blomsterkongen. "Det er et grimt navn, og du er så smuk. Vi vil kalde dig Maja."
"Farvel, farvel!" sagde svalen og fløj igen mod nord, men Tommelise – nej, Maja – blev i blomsternes rige, hvor solen altid skinner.
Om historien
Tommelise er ikke større end en tommelfinger, men hendes eventyr er kæmpestort. I denne video følger vi hende fra hun fødes i en tulipan, bliver kidnappet af en skrubtudse, bor hos markmusen og til sidst flyver til de varme lande med sin ven, svalen. En rolig og tryg oplæsning, der egner sig perfekt til børn i alderen 3-7 år.
Analyse
Tommelise er født af en blomst og lever hele eventyret i en verden, der er alt for stor til hende. Skrubtudsen, oldenborren, markmusen og muldvarpen vil alle bestemme, hvem hun skal være og hvem hun skal gifte sig med - og ingen af dem spørger hende.
Det er dét, eventyret handler om. Tommelise siger ikke ret meget, men hun siger nej hver gang, og hun bliver ved med at ville noget andet, end det man har lagt for hende. Til sidst finder hun et sted, hvor hun har samme størrelse som alle andre.
H.C. Andersen skrev eventyret i 1835, samme år som Fyrtøjet og Prinsessen på Ærten. Svalen er værd at bemærke: den er den eneste, der hjælper Tommelise uden at ville have noget til gengæld - fordi hun først hjalp den.
Temaer
- Dyr
- Magi
- Sjov
Kapitler
- 00:00 — Intro: Moonsy tryller bogen frem
- 00:15 — Tommelise bliver født i tulipanen
- 02:02 — Den store skrubtudse kommer
- 03:36 — Efteråret kommer og Tommelise fryser
- 04:02 — Hos Markmusen og den kedelige Muldvarp
- 05:07 — Tommelise finder den syge svale
- 07:11 — Flugten til de varme lande
- 08:40 — Tommelise møder Blomsternes Konge
Ofte stillede spørgsmål
Er Tommelise en god godnathistorie til en 3-årig?
Ja. Tommelise er skrevet til børn på 3-8 år, og handlingen er rolig nok til at høre den lige inden man skal sove. Den varer omkring 8 minutter, så den kan nås inden for en almindelig putterutine. Du kan vælge video, lyd eller den fulde tekst, alt efter hvad der passer barnet bedst i aften.
Hvilken alder passer Tommelise til?
3-8 år. Historien er lang nok til at holde en femårig, og rolig nok til de mindste.
Er Tommelise trist?
Der er en periode, hvor Tommelise er alene og langt hjemmefra, og hvor hun ikke kan gøre noget ved sin situation. Men hver gang hun mister noget, møder hun nogen, der hjælper - og eventyret slutter lykkeligt hos blomsterkongen.
Hvorfor får Tommelise et nyt navn til sidst?
Blomsterkongen kalder hende Maja. I Andersens original synes han, Tommelise er et grimt navn. Man kan også læse det som, at hun får et navn af nogen, der ser hende som ligeværdig - de andre kaldte hende bare den lille.