Den Grimme Ælling - H.C. Andersens eventyr som video og tekst

Den Grimme Ælling er H.C. Andersens tidløse eventyr om en lille fugleunge, der føler sig forkert og udenfor. Men da vinteren går, og foråret kommer, opdager han sin sande natur - han er slet ikke en ælling, men en smuk svane. En rørende historie om selvaccept og at finde sit værd, fortalt i et roligt tempo perfekt til sengetid.

Se Den Grimme Ælling - H.C. Andersens eventyr som video og tekst på YouTube

Læs eventyret

En genfortælling af H.C. Andersens eventyr fra 1843 - Moonsys egen rolige version med samme hjerte, samme forvandling og samme smukke slutning.

Sommeren på landet

Ude på landet var det så dejligt. Det var midt om sommeren. Kornet stod gult og modent, havren grøn, og høet var stakket i store bunker nede på engen. Storken gik omkring på sine lange, røde ben og snakkede egyptisk, for det sprog havde han lært af sin mor.

Rundt om markerne og engene lå der store skove, og midt inde i skovene var der dybe søer. Jo, det var rigtig dejligt derude på landet. Solen skinnede på en gammel herregård med dybe kanaler omkring, og fra muren og ned til vandet voksede store skræpper. De var så høje, at små børn kunne stå oprejst under de største af dem.

Der var lige så vildt inde imellem skræpperne som midt i den tykkeste skov. Og her lå en and på sin rede. Hun skulle ruge sine små ællinger ud, men nu var hun ved at være træt af det, fordi det varede så længe, og hun sjældent fik besøg. De andre ænder holdt mere af at svømme om i kanalerne end at komme op og sidde under en skræppe og snadre med hende.

Endelig knagede det ene æg efter det andet. "Pip, pip!" sagde det. Alle æggeblommerne var blevet levende og stak hovederne ud. "Rap, rap!" sagde hun, og så rappede de sig alt hvad de kunne og så til alle sider under de grønne blade. Moderen lod dem se så meget de ville, for det grønne er godt for øjnene.

"Hvor dog verden er stor!" sagde alle ungerne. For de havde nu rigtignok bedre plads, end da de lå inde i ægget.

Det store æg

"Tror I det er hele verden?" sagde moderen. "Den strækker sig langt på den anden side af haven, lige ind i præstens mark. Men der har jeg aldrig været. I er der da alle sammen, ikke?" - og så rejste hun sig op. "Nej, jeg har ikke alle! Det største æg ligger der endnu. Hvor længe skal det dog vare?"

Og så lagde hun sig igen. En gammel and kom på besøg. "Ja, det æg der vil ikke gå i stykker," sagde hun. "Du kan tro mig, det er et kalkunæg. Jeg blev også engang narret sådan, og jeg havde min sorg og nød med de unger. Lad mig se ægget. Jo, det er et kalkunæg. Lad du det ligge og lær de andre børn at svømme!"

"Jeg vil dog ligge på det lidt endnu," sagde anden. "Nu har jeg ligget så længe, så kan jeg også ligge dagene med."

Endelig knagede det store æg. "Pip, pip!" sagde ungen og væltede ud. Han var så stor og styg. Anden så på ham: "Det er en gruelig stor ælling den," sagde hun. "Ingen af de andre ser sådan ud. Skulle det dog være en kalkunkylling? Nå, det skal vi snart komme efter. I vandet skal han, om jeg så selv må sparke ham ud."

I andegården

Næste dag var det et velsignet dejligt vejr. Solen skinnede på alle de grønne skræpper. Andemoderen med hele sin familie kom frem nede ved kanalen. Plask! Der sprang hun ud i vandet. "Rap, rap!" sagde hun, og den ene ælling plumpede ud efter den anden. Vandet slog dem over hovedet, men de kom straks op igen og fløde så dejligt. Benene gik af sig selv, og alle var de i vandet. Selv den grimme, grå unge svømmede med.

"Nej, det er ingen kalkun," sagde hun. "Se hvor dejligt han bruger benene. Hvor rank han holder sig! Det er mit eget barn! I grunden er han dog ganske smuk, når man ser rigtigt på ham. Rap, rap! Kom nu med mig, så skal jeg føre jer ind i andegården."

Andegården var fyldt med larm og liv. To familier sloges om et ålehoved, og til sidst fik katten det. "Se, sådan går det i verden!" sagde andemoderen. De kom nu ind i andegården. Der var en frygtelig støj, for der var to familier, som sloges om et ålehoved, og så var det katten der fik det til sidst.

Alle ænderne så på dem, og en af de gamle sagde: "Se så! Nu skal vi have en familie til - som om vi ikke var nok endnu. Og fy, hvor den ene ælling ser ud! Ham vil vi ikke tåle!" - og straks fløj der en and hen og bed ham i nakken.

"Lad ham være!" sagde moderen. "Han gør jo ingen noget!"

"Ja, men han er så stor og så gruelig," sagde anden der havde bidt. "Så må han nødes."

Alle drillede ham

Den stakkels ælling, der var kommet sidst ud af ægget og så så fæl ud, blev bidt, puffet og gjort nar af, både af ænderne og hønsene. "Han er for stor!" sagde de alle sammen, og kalkunhanen, der var født med spore på og derfor troede han var kejser, pustede sig op som et fuldrigget skib med alle sejlene sat og gik lige ind på ham. Så pluddrede han, og hans hoved blev ganske rødt. Den stakkels ælling vidste hverken hvor han turde stå eller gå.

Han var så bedrøvet, fordi han så grim ud og var til nar for hele andegården. Sådan gik den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen. Selv hans søskende var onde ved ham og sagde altid: "Bare katten ville tage dig, du fæle tingest!" Og moderen sagde: "Bare du var langt væk!" Ænderne bed ham, hønsene huggede ham, og pigen som skulle give fjerkræet mad, sparkede til ham med foden.

Så løb han og fløj hen over gærdet. De små fugle i buskene fór skræmt op i luften. "Det er fordi jeg er så grim," tænkte ællingen og lukkede øjnene, men løb dog videre. Så kom han ud i den store mose, hvor de vilde ænder boede. Her lå han hele natten. Han var så træt og så sørgmodig.

Alene i verden

Om morgenen fløj de vilde ænder op og så på den nye kammerat. "Hvad er du for én?" spurgte de, og ællingen drejede sig til alle sider og hilste så godt han kunne. "Du er gruelig grim!" sagde de vilde ænder. "Men det kan da være os ligegyldigt, når du bare ikke gifter dig ind i vores familie."

Den stakkel! Han tænkte såmænd ikke på at gifte sig. Han ville bare have lov at ligge i sivene og drikke lidt mosevand. Der lå han i to hele dage. Så kom der to vildgæs - unge herrer - og sagde: "Hør du kammerat, du er så grim, at jeg godt kan lide dig! Vil du følge med og være trækfugl?"

Men lige idet han svarede, lød der "Piff! Paff!" og begge vildgæssene faldt døde ned i sivene, og vandet blev blodrødt. "Piff! Paff!" lød det igen, og hele skarer af vildgæs fløj op fra sivene. Det var jægere. De lå rundt om hele mosen, nogle sad oppe i træernes grene. Den blå røg gik som skyer ind imellem de mørke træer og hang langt hen over vandet.

En stor hund kom pladskende gennem sumpen. Sivene bøjede sig til alle sider hvor han trådte. Det gav et sæt i den stakkels ælling. Han bøjede sit hoved for at få det ind under vingerne, men i det samme stod hunden ved siden af ham. Tungen hang langt ud af halsen, og øjnene skinnede fælt. Han satte sin snude lige ned imod ællingen, viste de skarpe tænder - og plask! - væk gik han igen uden at tage ham.

"Å, Gud ske lov!" sukkede ællingen. "Jeg er så grim, at selv hunden gider ikke bide mig!"

Hos konen og hendes kat

Han lå ganske stille, mens haglene susede gennem sivene, og skud på skud knaldede. Sent på dagen blev der først stille. Men den stakkels unge turde endnu ikke rejse sig. Han ventede flere timer, inden han så sig om, og så skyndte han sig afsted ud af mosen alt hvad han kunne.

Han løb over mark og eng, men det blæste sådan en storm, at han havde ondt ved at komme afsted. Ved aften nåede han til et fattigt lille bondehus. Det var så faldefærdigt, at det ikke selv vidste til hvilken side det ville falde, og så blev det stående. Stormen susede sådan om ællingen, at han måtte sætte sig på sin hale for at kunne holde imod. Og det blev værre og værre.

Da mærkede han, at døren var gået af det ene hængsel og hang så skævt, at han gennem sprækken kunne smutte ind i stuen. Det gjorde han. Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne. Katten - som hun kaldte Sønneke - kunne skyde ryg og spinde. Han slog endog gnister, men så måtte man stryge ham imod hårene. Hønen havde ganske små, lave ben, og derfor kaldtes hun Kykkelilikkorttben. Hun lagde gode æg, og konen holdt af hende som af sit eget barn.

Om morgenen mærkede man straks den fremmede ælling, og katten begyndte at spinde og hønen at klukke. "Hvad for noget?" sagde konen og så rundt omkring. Men hun så ikke godt, og så troede hun, at ællingen var en fed and, som var forvildet. "Det var jo en rar fangst!" sagde hun. "Nu kan jeg få andeæg. Bare det ikke er en andrik! Det må vi prøve."

Og så blev ællingen antaget på prøve i tre uger. Men der kom ingen æg. Katten var herre i huset, og hønen var madame, og altid sagde de: "Vi og verden!" for de troede at de var halvparten - og det den bedste halvpart. Ællingen syntes at man kunne også have en anden mening, men det tålte hønen ikke.

Længslen efter vandet

"Kan du lægge æg?" spurgte hun. "Nej!" "Ja, vil du så holde din mund!" Og katten sagde: "Kan du skyde ryg, spinde og slå gnister?" "Nej!" "Ja, så skal du ikke have mening, når fornuftige folk taler!"

Og ællingen sad i krogen og var i dårligt humør. Da kom han til at tænke på den friske luft og solskinnet. Han fik sådan en løjerlig lyst til at flyde på vandet. Til sidst kunne han ikke lade være, han måtte sige det til hønen.

"Hvad går der af dig?" spurgte hun. "Du har ingenting at bestille, derfor kommer de nykker over dig. Læg æg eller spind, så gå de over."

"Men det er så dejligt at flyde på vandet," sagde ællingen. "Så dejligt at få det over hovedet og dukke ned på bunden!"

"Ja, det er en stor fornøjelse!" sagde hønen. "Du er nok blevet gal. Spørg katten - han er det klogeste jeg kender - om han holder af at flyde på vandet eller dykke ned! Jeg vil ikke tale om mig selv. Spørg selv vores madmoder, den gamle kone; klogere end hende er der ingen i verden. Tror du hun har lyst til at flyde og få vand over hovedet?"

"I forstår mig ikke," sagde ællingen.

"Ja, forstår vi dig ikke, hvem skulle så forstå dig! Du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke, barn, og tak din skaber for alt det gode man har gjort for dig! Er du ikke kommet i en varm stue og har omgang som du kan lære noget af? Men du er en tosse, og det er ikke morsomt at omgås dig."

Og ællingen gik. Han fløj på vandet, han dukkede sig, men af alle dyr var han foragtet for sin grimhed.

Vinteren kommer

Nu kom efteråret. Bladene i skoven blev gule og brune. Vinden tog fat i dem, så de dansede omkring, og oppe i luften så der koldt ud. Skyerne hang tunge med hagl og sne, og på gærdet stod ravnen og skreg "av! av!" af bare kulde. Ja, man kunne rigtig fryse, når man tænkte derpå. Den stakkels ælling havde det just ikke godt.

En aften, solen gik så velsignet ned, kom der en hel flok dejlige store fugle ud af buskene. Ællingen havde aldrig set nogle så smukke. De var ganske skinnende hvide med lange, smidige halse. Det var svaner. De udstødte en ganske forunderlig lyd, bredte deres pragtfulde, lange vinger ud og fløj bort fra de kolde egne til varmere lande, til åbne søer.

De steg så højt, så højt, og den lille grimme ælling blev så underlig til mode. Han drejede sig rundt i vandet ligesom et hjul, strakte halsen højt op i luften efter dem og udstødte et skrig så højt og forunderligt, at han selv blev bange derved. Å, han kunne ikke glemme de smukke fugle, de lykkelige fugle. Så snart han ikke længere kunne øjne dem, dukkede han lige ned til bunden og da han igen kom op, var han ligesom ude af sig selv. Han vidste ikke hvad fuglene hed, ikke hvorhen de fløj, men dog holdt han af dem, som han aldrig havde holdt af nogen. Han misundte dem slet ikke - hvor kunne det falde ham ind at ønske sig sådan en dejlighed. Han ville være glad, når bare ænderne havde tålt ham imellem sig - det stakkels grimme dyr!

Og vinteren blev så kold, så kold. Ællingen måtte svømme om i vandet for at holde det fra ganske at fryse til. Men hver nat blev hullet, hvor han svømmede, smallere og smallere. Det frøs så det knagede i isskorpen. Ællingen måtte altid bruge benene, for at det ikke skulle lukkes. Til sidst blev han mat, lå ganske stille og frøs så fast i isen.

Tidligt om morgenen kom en bonde. Han så ham, gik ud og slog med sin træsko isen i stykker og bar ham så hjem til sin kone. Der blev han livet op.

Forvandlingen

Børnene ville lege med ham, men ællingen troede, de ville gøre ham fortræd, og fór i forskrækkelse lige op i mælkefadet, så mælken skvulpede ud i stuen. Konen skreg og slog i vejret med hænderne. Så fløj han ned i truget hvor smørret var, og så ned i meltønden og op igen. Nå, hvor så han ud! Konen skreg og slog efter ham med ildklemmen, og børnene løb hverandre overende for at fange ællingen, og de lo og de skreg! Godt at døren stod åben. Han fór ud imellem buskene i den nyfaldne sne, og der lå han ligesom i dvale.

Men det ville være alt for bedrøveligt at fortælle al den nød og elendighed han måtte prøve i den hårde vinter. Han lå i mosen mellem sivene, da solen igen begyndte at skinne varmt. Lærkerne sang - det var dejligt forår.

Da løftede han med et sine vinger. De bruste stærkere end før og bar ham kraftigt afsted. Og før han rigtig vidste det, var han i en stor have, hvor æbletræerne stod i blomster, hvor syrenerne duftede og hang på deres lange, grønne grene lige ned mod de bugtede kanaler. Å, her var så dejligt, så forårsfriskt.

Og lige foran, ud af tykningen, kom tre smukke, hvide svaner. De bruste med fjerene og fløde så let på vandet. Ællingen kendte de prægtige dyr og blev grebet af en forunderlig sørgmodighed.

"Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! De vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der er så grim, tør nærme mig dem. Men det er det samme! Bedre at dræbes af dem end at snappes af ænderne, hakkes af hønsene, sparkes af pigen der passer fjerkræet, og lide ondt om vinteren!"

Han var en svane

Og han fløj ud i vandet og svømmede hen imod de prægtige svaner. De så ham og skød med brusende fjer hen imod ham. "Dræb mig kun!" sagde det stakkels dyr, bøjede sit hoved ned mod vandfladen og ventede døden. Men hvad så han i det klare vand?

Han så under sig sit eget billede - ikke længere en klodset, sortgrå fugl, styg og fæl - men en svane!

Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!

Han følte sig ordentlig glad over al den nød og de genvordigheder han havde prøvet. Nu skønnede han just på sin lykke, på al den dejlighed der hilste ham. Og de store svaner svømmede rundt om ham og strøg ham med næbbet.

I haven kom der nogle små børn. De kastede brød og korn ud i vandet, og den mindste råbte: "Der er en ny!" Og de andre børn jublede med: "Ja, der er kommet en ny!" Og de klappede i hænderne og dansede rundt, løb efter deres far og mor, og der blev kastet brød og kage i vandet. Alle sagde de: "Den nye er den smukkeste! Så ung og så dejlig!" Og de gamle svaner nejede for ham.

Da følte han sig så undselig og stak hovedet om bag vingerne. Han vidste ikke selv hvad! Han var alt for lykkelig, men slet ikke stolt, for et godt hjerte bliver aldrig stolt. Han tænkte på hvor han var blevet forfulgt og forhånet, og hørte nu alle sige, at han var den dejligste af alle dejlige fugle. Og syrenerne bøjede sig med grenene lige ned i vandet til ham, og solen skinnede så varmt og så godt. Da bruste hans fjer, den slanke hals hævede sig, og af hjertet jublede han: "Så meget lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!"

Om eventyret

H.C. Andersen skrev Den Grimme Ælling i 1843. Eventyret regnes som et af hans mest personlige - mange læser det som et selvportræt af drengen fra Odense, der blev drillet og undervurderet, men endte som verdenskendt forfatter, fejret ved Europas kongehuse.

Historien er en af verdens mest oversatte tekster og bruges stadig i skoler og børnehaver til at tale om mobning, anderledeshed og selvværd. Vil du læse flere Andersen-eventyr med samme rolige tone, kan du fortsætte til Klods Hans, Tommelise eller Prinsessen på Ærten. Du finder også alle Moonsys godnathistorier samlet på /godnathistorier.

Om historien

Den Grimme Ælling er H.C. Andersens tidløse eventyr om en lille fugleunge, der føler sig forkert og udenfor. Men da vinteren går, og foråret kommer, opdager han sin sande natur - han er slet ikke en ælling, men en smuk svane. En rørende historie om selvaccept og at finde sit værd, fortalt i et roligt tempo perfekt til sengetid.

Analyse

Budskab og morale: Den Grimme Ælling handler om selvaccept og at finde sit sande værd. Budskabet er, at man ikke skal måles på andres øjne - men på hvem man i virkeligheden er. Selv om man føler sig anderledes og udenfor, kan man være noget helt særligt.

Personkarakteristik:

• Den Grimme Ælling: Hovedpersonen. Født stor og grå, mobbet af de andre. Symboliserer alle der har følt sig forkerte. Modig nok til at flygte og finde sin egen vej.
• Andemoderen: Ruger på æggene og forsvarer ællingen i starten - men opgiver til sidst presset fra de andre.
• Ænderne i andegården: Repræsenterer flokken der mobber det anderledes. Tegner et tydeligt billede af social udelukkelse.
• Svanerne: De smukke fugle ællingen møder til sidst. Han opdager at han hører til hos dem - han var en svane hele tiden.

Symbolik: Vinteren symboliserer den svære tid og isolation. Foråret er forvandlingen og det nye liv. Spejlbilledet i vandet er øjeblikket hvor han ser sig selv klart - som den smukke svane han altid har været.

Baggrund: Skrevet af H.C. Andersen i 1843. Mange ser eventyret som selvbiografisk - Andersen følte sig selv anderledes og udenfor som barn, men blev en af verdens største forfattere.

Temaer

• Dyr
• Magi
• Sjov
• Selvaccept
• Mobning og udenforskab
• Forvandling og modning
• At finde sin plads
• Anderledeshed som styrke

Kapitler

• 00:00 — Intro: Moonsy tryller bogen frem
• 00:15 — Andemoderen ruger på æggene
• 01:30 — Det store, grå æg klækkes
• 02:45 — De andre ænder mobber den grimme ælling
• 04:00 — Ællingen flygter ud i verden
• 05:30 — Vinteren kommer - ællingen fryser
• 07:00 — Foråret vågner
• 08:30 — Ællingen møder svanerne
• 09:30 — Han er slet ikke en ælling - men en svane!

Transskription

[00:00] Velkommen tilbage til Moonsy. Jeg trylle bogen frem, og i aften skal vi høre H.C. Andersens eventyr om Den Grimme Ælling.

[00:15] Ude på landet var det så dejligt. Det var sommer, kornet stod gult, høet lå i stakke, og oppe i en gammel andegård rugede en andemor på sine æg. Hun havde ventet længe.

[01:30] Endelig knækkede det ene æg efter det andet. 'Pip, pip!' sagde de små ællinger og stak deres hoveder ud. Men det største æg lå stadig helt stille. 'Det tager sin tid,' sukkede andemoderen.

[02:45] Da det store æg endelig knækkede, kom der en stor, grå unge ud. Han lignede slet ikke de andre. 'Han er da svært grim!' sagde de andre ænder i gården og hakkede ham. Alle drillede ham - både høns, ænder og pigen der fodrede dyrene.

[04:00] Til sidst kunne den grimme ælling ikke holde det ud længere. Han sprang over gærdet og løb ud i verden. De vilde ænder derude syntes også han var grim. Han blev jagtet og var helt alene.

[05:30] Vinteren kom, og det blev iskoldt. Ællingen svømmede rundt i søen for ikke at fryse fast, men til sidst frøs vandet omkring ham. En bonde fandt ham og bragte ham ind i sit varme hus.

[07:00] Foråret kom stille og forsigtigt. Solen varmede, blomsterne sprang ud, og fuglene sang. Ællingen bredte sine vinger ud - og opdagede at de var store og stærke. Han fløj afsted.

[08:30] På en smuk have med en sø fik han øje på tre pragtfulde svaner. Hans hjerte bankede. 'Jeg flyver hen til dem,' tænkte han. 'Så hakker de mig nok ihjel fordi jeg er så grim - men det er bedre end at være alene.'

[09:30] Men da han bøjede sit hoved ned mod vandet, så han sit eget spejlbillede. Han var slet ikke en grim, grå ælling mere. Han var en smuk, hvid svane! De andre svaner kom hen og strøg ham med deres næb. 'Han er den smukkeste af os alle,' hviskede børnene på bredden. Og han bruste sine fjer, løftede sin slanke hals og tænkte i sit hjerte: 'Så meget lykke havde jeg aldrig drømt om, dengang jeg var den grimme ælling.'

Ofte stillede spørgsmål

Læs også

• Klods Hans
• Tommelise
• Prinsessen på Ærten

Populære klassiske eventyr

• Rødhætte
• læs Klods Hans-eventyret