Klods Hans - H.C. Andersens eventyr som video og tekst

Klods Hans handler om en livsglad dreng, der ikke lader sig slå ud. Mens hans to kloge brødre øver sig på latinske ord og fine manerer, samler Hans på mærkelige ting og rider afsted på sin trofaste gedebuk. Med kreativitet, humor og ægte hjertevarme vinder han prinsessens gunst. En opløftende historie om at være sig selv.

Se Klods Hans - H.C. Andersens eventyr som video og tekst på YouTube

Læs eventyret

En genfortælling af H.C. Andersens eventyr fra 1855 - Moonsys egen version med samme hjerte, samme humor og samme vilde gedebuk.

De to kloge brødre og deres fine far

Ude på landet, på en gammel herregård med skæve mure og en bred allé af gamle egetræer, boede der engang en gammel godsejer. Han havde tre sønner, men det var kun de to ældste, han rigtig regnede med.

De to ældste var nemlig så kloge, at det næsten var for meget af det gode. De kunne hele det latinske leksikon udenad. De kunne remse alle Danmarks konger op i rækkefølge og bagefter fra bagenden af. De kunne brodere seler, samtidig med at de talte om politik. Og når de skulle sige noget fint, gjorde de det med mundvige, der var smurt med olie, så ordene gled ekstra glat ud.

De var meget fine. Alt for fine, mente nogle af pigerne i køkkenet. Men det hørte brødrene aldrig, for de lyttede kun til hinanden.

En morgen kom der bud fra Kongens slot. Store plakater blev slået op i hele landet, og trommen gik gennem hver eneste landsby. Kongens datter, den smukke og skarpe prinsesse, ville giftes. Men hun ville kun have én slags mand: en, der kunne tale for sig. En, der ikke blev genert, og som havde sine egne meninger.

"Det er lige noget for os!" sagde de to kloge brødre og klappede i hænderne, så det gav ekko i den store havestue.

De begyndte straks at gøre sig klar. De læste tykke bøger til langt ud på natten. De øvede sig på lange sætninger foran spejlet. Den ene bror lærte hele avisen udenad - både forsiden og de små annoncer bagerst. Den anden hentede alle byens sladderhistorier for at have noget morsomt at fortælle prinsessen.

Godsejeren gav dem det flotteste af det flotte. Den ene bror fik en hest, der var kulsort som natten, med sadel af pudset læder. Den anden fik en, der var mælkehvid som friskfalden sne, med sølvbeslag på tømmen. De så mægtig flotte ud, som de sad der i deres fineste tøj, med nypudsede støvler, høje kraver og cigar i mundvigen.

Alle tjenestefolkene stod på gårdspladsen og klappede. Køkkenpigen tørrede en tåre. Selv de gamle hunde bjæffede med.

Klods-Hans og gedebukken

Men lige som de skulle til at ride afsted, kom der en tredje bror løbende ud fra huset. Han var ikke fin i tøjet. Hans bukser var alt for korte, hans skjorte havde en klat blæk på det ene ærme, og hans hår stod til alle sider. Han lignede overhovedet ikke de to andre. Folk kaldte ham bare for Klods-Hans.

"Hvor skal I hen, siden I er i så fint tøj?" spurgte han og hev op i bukserne, så de kortvarigt sad, hvor de skulle.

"Til hoffet for at snakke prinsessen til os!" sagde brødrene og grinede lidt af ham. "Har du ikke hørt trommen, der har gået over hele landet?"

"Ej, hvor sjovt!" råbte Klods-Hans og slog sig på låret, så det gav genlyd. "Så vil jeg også med!"

"Dig?" Brødrene lo højt. Latteren pruslede ud gennem næsen på dem. "Du har jo ikke engang en hest. Og se dit tøj! Du duer ikke til at tale med en prinsesse."

Og så red de afsted uden at kigge sig tilbage. Cigar-røgen stod som en stribe efter dem ned ad alléen.

"Jeg vil altså med," sagde Klods-Hans stille for sig selv. Så gik han hen til sin far.

"Far, giv mig en hest! Jeg får sådan lyst til at gifte mig. Tager hun mig, så tager hun mig! Og tager hun mig ikke, så tager jeg hende alligevel!"

"Sikke noget vrøvl," sagde faderen og rystede på hovedet. "Du kan jo ikke tale fint. Du kan ikke engang holde din skjorte ren. Du er bare en klods. Du får ingen hest."

"Nå," sagde Klods-Hans. Han var slet ikke ked af det. Faktisk begyndte han at grine lidt. "Hvis jeg ikke kan få en hest, så tager jeg bare min Gedebuk. Den er min egen, og den kan godt bære mig!"

Og så gik han ud i haven og fandt den store, gamle Gedebuk, der stod og gnavede i et roebed. Han svang sig op på ryggen af den. Han satte sine slidte træsko ind i siden på gedebukken.

"Afsted!" råbte han.

Og så gik det over stok og sten ned ad landevejen.

"Halehoj! Her kommer jeg!" råbte Klods-Hans og sang, så det gav ekko i skoven på begge sider af vejen. Fuglene sang med. En hare stak ud fra grøften, kiggede forbavset og hoppede væk igen.

Skatte i grøften

Hans to brødre red foran. De sagde ikke et ord til hinanden. De øvede sig indeni på alle de kloge ord, de skulle sige til prinsessen. De kiggede hverken til højre eller venstre. Solen skinnede, men de så den ikke. Fuglene sang, men de hørte det ikke.

Men Klods-Hans kiggede overalt. Han nød turen. Solen var lun, luften var frisk, og gedebukken huppede afsted i sit eget skæve tempo.

Lige pludselig fik han øje på noget i grøftekanten.

"Halehoj!" råbte han og bremsede gedebukken. "Se hvad jeg fandt!"

Han red op til brødrene og viste dem en død krage, han havde samlet op. Fjerene glinsede blåsort i solen.

"Hvad vil du med den?" spurgte brødrene og rynkede på næsen så højt, at de næsten mistede monoklen.

"Den vil jeg forære prinsessen!" sagde Klods-Hans glad og stak den ned i lommen.

"Gør du bare det," sagde de og red videre uden at se sig tilbage.

Lidt efter fandt han en gammel træsko, hvor overstykket var gået af. Den lå bare der i støvet og så ensom ud.

"Se!" råbte han igen. "Endnu en gave til prinsessen!"

Brødrene rystede bare på hovedet. Den ene mumlede noget om, at Klods-Hans havde fået for meget sol.

Til sidst hoppede Klods-Hans af geden og gravede noget op af en mose. Det var det fineste, blødeste mudder, man kan tænke sig. Det pladrede lige ud mellem fingrene på ham med en dejlig, våd lyd.

"Halehoj! Det her er det bedste!" sagde han. "Det er mudder, og det er så fint, at man slet ikke kan holde på det."

Han fyldte hele lommen med mudder. Det piblede lidt ud af sømmene.

"Du er skrupskør," sagde brødrene og piskede deres heste, så de kom en hel time før ham til byporten.

Ved slottets port

Inde på slottet var der en forfærdelig trængsel. Køen af unge mænd nåede fra tronsalen, gennem den lange marmorgang, ud gennem porten, over slotspladsen og et godt stykke ned ad hovedgaden.

Alle landets unge mænd stod og trippede for at komme ind til prinsessen. Nogle mumlede for sig selv. Andre stod med små sedler, hvor de havde skrevet, hvad de ville sige. En helt tredje slikkede sig hele tiden om munden, som om det kunne gøre ordene mere friske.

Men det var som om, modet forlod dem alle sammen, så snart de kom ind i salen. Der var nemlig så stille, at man kunne høre en klud falde. Og lige når de skulle sige noget, forsvandt ordene som damp fra en gryde.

For enden af salen sad prinsessen på sin trone. Hun så meget klog og glad ud. Hendes øjne var kvikke, og hun havde en lille rynke mellem øjnene, som betød, at hun tænkte hele tiden. Rundt om hende stod en hel kreds af skrivere og journalister. De skrev hvert eneste ord ned, der blev sagt - både prinsessens og bejlernes. Alt kom i avisen næste dag.

Når de unge mænd kom ind, blev de så nervøse, at de glemte alt, hvad de havde øvet sig på. Nogle stammede. Andre glemte deres eget navn. En enkelt tabte sin seddel og gik ud igen uden at have sagt et ord.

"Duer ikke!" sagde prinsessen hver gang. "Væk med ham!"

De kloge brødre svigter

Nu var det den første af de kloge brødres tur. Han havde glemt hele sin tale, fordi han var så nervøs. Og så knirkede hans nye støvler forfærdeligt. Kniiirk. Kniiirk. Ved hvert skridt over de blanke marmorfliser.

"Det knirker," sagde han forsigtigt og pegede på gulvet.

"Det kan jeg høre," sagde prinsessen og trak lidt på skuldrene. "Har du ikke andet at sige?"

Det havde han ikke. Ikke ét eneste af de tusinde ord fra bøgerne kunne han huske.

"Duer ikke!" sagde prinsessen. "Væk!"

Journalisterne skrev flittigt. Skrivekridtet raslede.

Så kom den anden bror ind. Han var blevet helt tør i halsen af varmen fra kakkelovnen inde i salen. Der var nemlig fyret voldsomt op, og luften summede af varme og forventning.

"Her er... her er en frygtelig hede," stammede han og trak i sin krave.

"Ja, det er fordi vi steger hane i dag," sagde prinsessen og smilede lidt.

Broren stod som lammet. Han glemte hele sit velforberedte svar om vejret og verdenspolitikken.

"Duer ikke!" sagde prinsessen. "Væk med ham!"

Nu var det Klods-Hans' tur.

Klods-Hans taler med prinsessen

Ind red han lige på gedebukken. Klapre-klaprede de små hove hen over marmoret. Alle vagterne gispede, en dame tabte sin vifte, og journalisterne rakte pludselig halsen ud.

"Det er en gyselig hede her!" sagde Klods-Hans og tørrede sig i panden.

"Det er fordi vi steger hane i dag," sagde prinsessen.

"Halehoj! Så kan jeg vel få min krage stegt med?" sagde Klods-Hans og trak den døde krage op af lommen.

"Det kan du sagtens," sagde prinsessen. "Men har du noget at stege den i? For jeg har hverken pande eller potte at give dig."

"Jo, det har jeg!" sagde Klods-Hans og trak den gamle træsko frem. "Se, her er både gryde og hank!"

Prinsessen lo. Journalisterne skrev og skrev.

"Det var virkelig noget til middag," sagde hun. "Men hvor får du sauce fra?"

"Den har jeg her i lommen!" sagde Klods-Hans og trak den ud, så mudderet plaskede. "Jeg har så meget, at jeg kan spilde af det."

"Ha!" råbte prinsessen og klappede i hænderne. "Det er en mand, der kan svare for sig! Ham vil jeg have!"

Journalisterne skrev så hurtigt, at deres fjerpenne næsten stod i røg. En af dem tabte sit blækhus, og en stor sort plet spredte sig ud på marmorgulvet - men det generede ingen. For nu grinede alle.

Slutningen: bryllupsklokker og journalister

Klods-Hans blev konge. Han fik en krone på hovedet og en dronning ved sin side. Han fik hele riget som gave, og han beholdt sin gedebuk, sin træsko og sit gode humør.

De to kloge brødre red hjem uden at have fået et ord frem. Hestene gik langsommere på vejen tilbage. Og hjemme på herregården blev de bare ved med at læse i deres tykke bøger - for det var jo det, de var bedst til.

Alt hvad vi ved, ved vi fra avisen. For journalisterne skrev det hele ned - selv den lille sorte blækplet på marmorgulvet. Og det er derfor, historien har overlevet i så mange år, at den nu er blevet et af de mest elskede eventyr i hele Danmark.

Men Klods-Hans? Han var stadig Klods-Hans. Han var bare også konge nu. Om morgenen kunne kokken finde ham ude i stalden hos gedebukken, hvor han sad og delte sit rugbrød med den. Om aftenen sad han og prinsessen på tronen og fortalte hinanden fjollede historier, indtil ingen af dem kunne holde deres griner tilbage. Skriverne var holdt op med at skrive det hele ned - de grinede simpelthen for meget selv.

Og engang imellem, når rigets fine gæster kom på besøg med deres pænt friserede overskæg og perfekt strøgne handsker, plejede Klods-Hans at trække en lille skål mudder frem fra bordet og sige med et blink i øjet: "Halehoj! Vil I ha' sauce til?" Og prinsessen lo, så kronen næsten faldt af.

For sådan er det med rigtige eventyr. De slutter ikke bare med, at nogen bliver konge. De slutter med, at nogen finder ud af, hvem de er - og fortsætter med at være det, hver eneste dag, resten af deres liv. Klods-Hans levede lykkeligt til sine dages ende, fordi han turde være lige præcis den, han var - med mudder i lommen, en gedebuk i stalden og et grin på læberne.

Godnat, lille ven. Og husk: nogle gange er det bedste svar det, der kommer helt fra hjertet. Sov godt.

Om historien

Klods Hans handler om en livsglad dreng, der ikke lader sig slå ud. Mens hans to kloge brødre øver sig på latinske ord og fine manerer, samler Hans på mærkelige ting og rider afsted på sin trofaste gedebuk. Med kreativitet, humor og ægte hjertevarme vinder han prinsessens gunst. En opløftende historie om at være sig selv.

Analyse

Budskab og morale: Klods Hans handler om at være sig selv og turde stole på sin egen kreativitet. Budskabet er, at bogviden og fine manerer ikke er det vigtigste - mod, livsglæde og ægthed vinder i sidste ende. Klods Hans er den eneste der virkelig 'kan tale for sig', fordi han taler fra hjertet.

Personkarakteristik:

• Klods Hans: Den yngste bror. Kaldes 'klods' fordi han virker plump, men er i virkeligheden klog, kvik og sig selv. Rider på en gedebuk og finder skatte i grøften.
• De to kloge brødre: Lærde og overtroiske på deres viden. Repræsenterer tom kundskab uden hjerte. Bliver tavse foran prinsessen.
• Prinsessen: Klog og kritisk. Hun vil ikke have en mand der bare kan citere bøger - hun vil have en der er ægte og kan svare for sig.
• Godsejeren (faren): Giver de to brødre fine heste, men har ingen tro på Klods Hans. Symbol på dem der dømmer efter ydre rang.

Symbolik: Gedebukken står i kontrast til brødrenes fine heste - det enkle og naturlige slår det fine. Skatte i grøften (en død krage, en gammel træsko, mudder) bliver til 'sauce' og perler i Klods Hans' fantasifulde svar - kreativitet forvandler det værdiløse til guld.

Baggrund: Skrevet af H.C. Andersen i 1855. Et af hans mest folkekære eventyr - en hyldest til det jævne, det ærlige og det selvstændige menneske over det studerede og overfladiske.

Temaer

• Magi
• Dyr
• Sjov
• At være sig selv
• Selvtillid og mod
• Kreativitet over konvention
• Humor som styrke
• Den mindste vinder

Kapitler

• 00:00 — Intro: Moonsy tryller bogen frem
• 00:15 — De tre brødre og deres far
• 01:30 — De kloge brødre rider afsted
• 02:45 — Klods Hans på gedebukken
• 04:00 — Han finder mærkelige skatte
• 05:30 — Mødet med prinsessen
• 07:00 — Klods Hans vinder

Transskription

[00:00] Velkommen tilbage til Moonsy. Jeg trylle bogen frem, og i aften skal vi høre H.C. Andersens klassiske eventyr Klods Hans.

[00:15] Ude på landet, på en gammel herregård, boede der engang en gammel godsejer med tre sønner. De to ældste var så kloge, at det næsten var for meget af det gode.

[01:30] Kongens datter ville giftes - men kun med en mand, der kunne tale for sig. De to kloge brødre gjorde sig klar med fine heste, den ene kulsort som natten, den anden mælkehvid.

[02:45] 'Jeg vil også med,' sagde Klods Hans. Faren gav ham ingen hest. Så svang han sig op på ryggen af sin gedebuk. 'Halehoj! Her kommer jeg!' råbte han.

[04:00] På vejen fandt han en død krage, en gammel træsko og en hel lomme fuld af det fineste mudder. 'Det er gaver til prinsessen,' sagde han glad. Brødrene rystede bare på hovedet.

[05:30] Inde i slottets sal knirkede den første brors støvler så højt, at han glemte alt. 'Duer ikke!' sagde prinsessen. Den anden bror stammede noget om varmen. 'Duer ikke!' Væk med ham.

[06:15] Så red Klods Hans lige ind i salen på gedebukken. Han svarede kvikt på alt - lavede sauce af mudderet, stegte kragen i træskoen, og fik prinsessen til at grine højt.

[07:00] 'Ham vil jeg have!' sagde prinsessen. Og Klods Hans blev konge, fik en krone på hovedet og en dronning ved sin side. Det ved vi fra journalisterne - for de skrev det hele ned.

Ofte stillede spørgsmål

Læs også

• Den Grimme Ælling
• Prinsessen på Ærten
• Tommelise
• De Tre Bukke Bruse
• Rødhætte
• Haren og Skildpadden

Populære klassiske eventyr

• Rødhætte
• H.C. Andersens Den Grimme Ælling