Seks af H.C. Andersens eventyr fortalt roligt i træk - en hel times klassiske godnathistorier. Gratis og uden reklamer.
Læs eventyret
En hel time med H.C. Andersens elskede eventyr - seks klassikere fortalt roligt og trygt i træk, uden uhygge og uden reklamer.
Tryk play og lad H.C. Andersens eventyr følge dit barn i søvn - fortalt i Moonsys blide udgaver, hvor alt ender trygt.
Nedenfor kan du læse alle seks eventyr i deres fulde længde - perfekt hvis du selv vil læse højt for dit barn. Hvert eventyr findes også som selvstændig side med video, resume og temaer (se "Relaterede historier" nederst).
Eventyrene i samlingen:
1. Prinsessen på Ærten
2. Den Grimme Ælling
3. Fyrtøjet
4. Klods Hans
5. Kejserens Nye Klæder
6. Tommelise
---
## Prinsessen på Ærten
Prinsessen på Ærten
Der var engang en prins, der boede på et smukt slot højt oppe i skyerne. Han ville rigtig gerne giftes, men det skulle være med en rigtig prinsesse.
Han rejste hele verden rundt for at finde hende. Han ledte overalt, men hver gang han mødte en prinsesse, var der noget, der ikke helt stemte. Der var masser af prinsesser, men han kunne aldrig blive helt sikker på, om de nu også var den ægte vare. Der var altid et eller andet, der føltes forkert. Så han tog hjem igen, ret ked af det, for han ønskede sig det jo så meget.
En aften brød et voldsomt uvejr løs. Lynene glimtede, tordenen bragede, og regnen væltede ned. Det var et forfærdeligt vejr!
Pludselig bankede det på slottets store port. Den gamle konge gik hen for at åbne.
Udenfor stod en prinsesse. Men hold nu op, hvor så hun ud! Regnen og blæsten havde gjort hende drivvåd. Vandet løb ned ad hendes hår og tøj, og hendes sko soppede, når hun gik. Alligevel kiggede hun på kongen og sagde: "Jeg er en rigtig prinsesse."
"Det finder vi hurtigt ud af," tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget højt.
Hun gik ind i soveværelset, fjernede alt sengetøjet og lagde en lillebitte ært helt i bunden af sengen. Ovenpå ærten lagde hun tyve tykke madrasser, og ovenpå dem lagde hun tyve lækre, bløde dyner.
Her skulle prinsessen sove.
Næste morgen, da de sad ved morgenbordet, spurgte de hende, om hun havde sovet godt.
"Nej, slet ikke!" sagde prinsessen. "Jeg har næsten ikke lukket et øje i nat. Jeg aner ikke, hvad der har været i den seng, men jeg har ligget på noget hårdt. Jeg er helt øm over det hele. Det har været en rædselsfuld nat."
Så vidste de, at hun var en rigtig prinsesse. For man skulle godt nok være følsom for at kunne mærke en lille ært gennem tyve madrasser og tyve dyner. Så fin er der ingen andre end en rigtig prinsesse, der er.
Prinsen blev gift med hende, for nu vidste han, at han havde fundet den helt rigtige. Og ærten? Den kom på museum, hvor man stadig kan se den – hvis der altså ikke er nogen, der har snuppet den.
---
## Den Grimme Ælling
Den Grimme Ælling
En genfortælling af H.C. Andersens eventyr fra 1843 - Moonsys egen rolige version med samme hjerte, samme forvandling og samme smukke slutning.
## Sommeren på landet
Ude på landet var det så dejligt. Det var midt om sommeren. Kornet stod gult og modent, havren grøn, og høet var stakket i store bunker nede på engen. Storken gik omkring på sine lange, røde ben og snakkede egyptisk, for det sprog havde han lært af sin mor.
Rundt om markerne og engene lå der store skove, og midt inde i skovene var der dybe søer. Jo, det var rigtig dejligt derude på landet. Solen skinnede på en gammel herregård med dybe kanaler omkring, og fra muren og ned til vandet voksede store skræpper. De var så høje, at små børn kunne stå oprejst under de største af dem.
Der var lige så vildt inde imellem skræpperne som midt i den tykkeste skov. Og her lå en and på sin rede. Hun skulle ruge sine små ællinger ud, men nu var hun ved at være træt af det, fordi det varede så længe, og hun sjældent fik besøg. De andre ænder holdt mere af at svømme om i kanalerne end at komme op og sidde under en skræppe og snadre med hende.
Endelig knagede det ene æg efter det andet. "Pip, pip!" sagde det. Alle æggeblommerne var blevet levende og stak hovederne ud. "Rap, rap!" sagde hun, og så rappede de sig alt hvad de kunne og så til alle sider under de grønne blade. Moderen lod dem se så meget de ville, for det grønne er godt for øjnene.
"Hvor dog verden er stor!" sagde alle ungerne. For de havde nu rigtignok bedre plads, end da de lå inde i ægget.
## Det store æg
"Tror I det er hele verden?" sagde moderen. "Den strækker sig langt på den anden side af haven, lige ind i præstens mark. Men der har jeg aldrig været. I er der da alle sammen, ikke?" - og så rejste hun sig op. "Nej, jeg har ikke alle! Det største æg ligger der endnu. Hvor længe skal det dog vare?"
Og så lagde hun sig igen. En gammel and kom på besøg. "Ja, det æg der vil ikke gå i stykker," sagde hun. "Du kan tro mig, det er et kalkunæg. Jeg blev også engang narret sådan, og jeg havde min sorg og nød med de unger. Lad mig se ægget. Jo, det er et kalkunæg. Lad du det ligge og lær de andre børn at svømme!"
"Jeg vil dog ligge på det lidt endnu," sagde anden. "Nu har jeg ligget så længe, så kan jeg også ligge dagene med."
Endelig knagede det store æg. "Pip, pip!" sagde ungen og væltede ud. Han var så stor og styg. Anden så på ham: "Det er en gruelig stor ælling den," sagde hun. "Ingen af de andre ser sådan ud. Skulle det dog være en kalkunkylling? Nå, det skal vi snart komme efter. I vandet skal han, om jeg så selv må sparke ham ud."
## I andegården
Næste dag var det et velsignet dejligt vejr. Solen skinnede på alle de grønne skræpper. Andemoderen med hele sin familie kom frem nede ved kanalen. Plask! Der sprang hun ud i vandet. "Rap, rap!" sagde hun, og den ene ælling plumpede ud efter den anden. Vandet slog dem over hovedet, men de kom straks op igen og fløde så dejligt. Benene gik af sig selv, og alle var de i vandet. Selv den grimme, grå unge svømmede med.
"Nej, det er ingen kalkun," sagde hun. "Se hvor dejligt han bruger benene. Hvor rank han holder sig! Det er mit eget barn! I grunden er han dog ganske smuk, når man ser rigtigt på ham. Rap, rap! Kom nu med mig, så skal jeg føre jer ind i andegården."
Andegården var fyldt med larm og liv. To familier sloges om et ålehoved, og til sidst fik katten det. "Se, sådan går det i verden!" sagde andemoderen. De kom nu ind i andegården. Der var en frygtelig støj, for der var to familier, som sloges om et ålehoved, og så var det katten der fik det til sidst.
Alle ænderne så på dem, og en af de gamle sagde: "Se så! Nu skal vi have en familie til - som om vi ikke var nok endnu. Og fy, hvor den ene ælling ser ud! Ham vil vi ikke tåle!" - og straks fløj der en and hen og bed ham i nakken.
"Lad ham være!" sagde moderen. "Han gør jo ingen noget!"
"Ja, men han er så stor og så gruelig," sagde anden der havde bidt. "Så må han nødes."
## Alle drillede ham
Den stakkels ælling, der var kommet sidst ud af ægget og så så fæl ud, blev bidt, puffet og gjort nar af, både af ænderne og hønsene. "Han er for stor!" sagde de alle sammen, og kalkunhanen, der var født med spore på og derfor troede han var kejser, pustede sig op som et fuldrigget skib med alle sejlene sat og gik lige ind på ham. Så pluddrede han, og hans hoved blev ganske rødt. Den stakkels ælling vidste hverken hvor han turde stå eller gå.
Han var så bedrøvet, fordi han så grim ud og var til nar for hele andegården. Sådan gik den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen. Selv hans søskende var onde ved ham og sagde altid: "Bare katten ville tage dig, du fæle tingest!" Og moderen sagde: "Bare du var langt væk!" Ænderne bed ham, hønsene huggede ham, og pigen som skulle give fjerkræet mad, sparkede til ham med foden.
Så løb han og fløj hen over gærdet. De små fugle i buskene fór skræmt op i luften. "Det er fordi jeg er så grim," tænkte ællingen og lukkede øjnene, men løb dog videre. Så kom han ud i den store mose, hvor de vilde ænder boede. Her lå han hele natten. Han var så træt og så sørgmodig.
## Alene i verden
Om morgenen fløj de vilde ænder op og så på den nye kammerat. "Hvad er du for én?" spurgte de, og ællingen drejede sig til alle sider og hilste så godt han kunne. "Du er gruelig grim!" sagde de vilde ænder. "Men det kan da være os ligegyldigt, når du bare ikke gifter dig ind i vores familie."
Den stakkel! Han tænkte såmænd ikke på at gifte sig. Han ville bare have lov at ligge i sivene og drikke lidt mosevand. Der lå han i to hele dage. Så kom der to vildgæs - unge herrer - og sagde: "Hør du kammerat, du er så grim, at jeg godt kan lide dig! Vil du følge med og være trækfugl?"
Men lige idet han svarede, lød der "Piff! Paff!" og begge vildgæssene faldt døde ned i sivene, og vandet blev blodrødt. "Piff! Paff!" lød det igen, og hele skarer af vildgæs fløj op fra sivene. Det var jægere. De lå rundt om hele mosen, nogle sad oppe i træernes grene. Den blå røg gik som skyer ind imellem de mørke træer og hang langt hen over vandet.
En stor hund kom pladskende gennem sumpen. Sivene bøjede sig til alle sider hvor han trådte. Det gav et sæt i den stakkels ælling. Han bøjede sit hoved for at få det ind under vingerne, men i det samme stod hunden ved siden af ham. Tungen hang langt ud af halsen, og øjnene skinnede fælt. Han satte sin snude lige ned imod ællingen, viste de skarpe tænder - og plask! - væk gik han igen uden at tage ham.
"Å, Gud ske lov!" sukkede ællingen. "Jeg er så grim, at selv hunden gider ikke bide mig!"
## Hos konen og hendes kat
Han lå ganske stille, mens haglene susede gennem sivene, og skud på skud knaldede. Sent på dagen blev der først stille. Men den stakkels unge turde endnu ikke rejse sig. Han ventede flere timer, inden han så sig om, og så skyndte han sig afsted ud af mosen alt hvad han kunne.
Han løb over mark og eng, men det blæste sådan en storm, at han havde ondt ved at komme afsted. Ved aften nåede han til et fattigt lille bondehus. Det var så faldefærdigt, at det ikke selv vidste til hvilken side det ville falde, og så blev det stående. Stormen susede sådan om ællingen, at han måtte sætte sig på sin hale for at kunne holde imod. Og det blev værre og værre.
Da mærkede han, at døren var gået af det ene hængsel og hang så skævt, at han gennem sprækken kunne smutte ind i stuen. Det gjorde han. Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne. Katten - som hun kaldte Sønneke - kunne skyde ryg og spinde. Han slog endog gnister, men så måtte man stryge ham imod hårene. Hønen havde ganske små, lave ben, og derfor kaldtes hun Kykkelilikkorttben. Hun lagde gode æg, og konen holdt af hende som af sit eget barn.
Om morgenen mærkede man straks den fremmede ælling, og katten begyndte at spinde og hønen at klukke. "Hvad for noget?" sagde konen og så rundt omkring. Men hun så ikke godt, og så troede hun, at ællingen var en fed and, som var forvildet. "Det var jo en rar fangst!" sagde hun. "Nu kan jeg få andeæg. Bare det ikke er en andrik! Det må vi prøve."
Og så blev ællingen antaget på prøve i tre uger. Men der kom ingen æg. Katten var herre i huset, og hønen var madame, og altid sagde de: "Vi og verden!" for de troede at de var halvparten - og det den bedste halvpart. Ællingen syntes at man kunne også have en anden mening, men det tålte hønen ikke.
## Længslen efter vandet
"Kan du lægge æg?" spurgte hun.
"Nej!"
"Ja, vil du så holde din mund!"
Og katten sagde: "Kan du skyde ryg, spinde og slå gnister?"
"Nej!"
"Ja, så skal du ikke have mening, når fornuftige folk taler!"
Og ællingen sad i krogen og var i dårligt humør. Da kom han til at tænke på den friske luft og solskinnet. Han fik sådan en løjerlig lyst til at flyde på vandet. Til sidst kunne han ikke lade være, han måtte sige det til hønen.
"Hvad går der af dig?" spurgte hun. "Du har ingenting at bestille, derfor kommer de nykker over dig. Læg æg eller spind, så gå de over."
"Men det er så dejligt at flyde på vandet," sagde ællingen. "Så dejligt at få det over hovedet og dukke ned på bunden!"
"Ja, det er en stor fornøjelse!" sagde hønen. "Du er nok blevet gal. Spørg katten - han er det klogeste jeg kender - om han holder af at flyde på vandet eller dykke ned! Jeg vil ikke tale om mig selv. Spørg selv vores madmoder, den gamle kone; klogere end hende er der ingen i verden. Tror du hun har lyst til at flyde og få vand over hovedet?"
"I forstår mig ikke," sagde ællingen.
"Ja, forstår vi dig ikke, hvem skulle så forstå dig! Du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke, barn, og tak din skaber for alt det gode man har gjort for dig! Er du ikke kommet i en varm stue og har omgang som du kan lære noget af? Men du er en tosse, og det er ikke morsomt at omgås dig."
Og ællingen gik. Han fløj på vandet, han dukkede sig, men af alle dyr var han foragtet for sin grimhed.
## Vinteren kommer
Nu kom efteråret. Bladene i skoven blev gule og brune. Vinden tog fat i dem, så de dansede omkring, og oppe i luften så der koldt ud. Skyerne hang tunge med hagl og sne, og på gærdet stod ravnen og skreg "av! av!" af bare kulde. Ja, man kunne rigtig fryse, når man tænkte derpå. Den stakkels ælling havde det just ikke godt.
En aften, solen gik så velsignet ned, kom der en hel flok dejlige store fugle ud af buskene. Ællingen havde aldrig set nogle så smukke. De var ganske skinnende hvide med lange, smidige halse. Det var svaner. De udstødte en ganske forunderlig lyd, bredte deres pragtfulde, lange vinger ud og fløj bort fra de kolde egne til varmere lande, til åbne søer.
De steg så højt, så højt, og den lille grimme ælling blev så underlig til mode. Han drejede sig rundt i vandet ligesom et hjul, strakte halsen højt op i luften efter dem og udstødte et skrig så højt og forunderligt, at han selv blev bange derved. Å, han kunne ikke glemme de smukke fugle, de lykkelige fugle. Så snart han ikke længere kunne øjne dem, dukkede han lige ned til bunden og da han igen kom op, var han ligesom ude af sig selv. Han vidste ikke hvad fuglene hed, ikke hvorhen de fløj, men dog holdt han af dem, som han aldrig havde holdt af nogen. Han misundte dem slet ikke - hvor kunne det falde ham ind at ønske sig sådan en dejlighed. Han ville være glad, når bare ænderne havde tålt ham imellem sig - det stakkels grimme dyr!
Og vinteren blev så kold, så kold. Ællingen måtte svømme om i vandet for at holde det fra ganske at fryse til. Men hver nat blev hullet, hvor han svømmede, smallere og smallere. Det frøs så det knagede i isskorpen. Ællingen måtte altid bruge benene, for at det ikke skulle lukkes. Til sidst blev han mat, lå ganske stille og frøs så fast i isen.
Tidligt om morgenen kom en bonde. Han så ham, gik ud og slog med sin træsko isen i stykker og bar ham så hjem til sin kone. Der blev han livet op.
## Forvandlingen
Børnene ville lege med ham, men ællingen troede, de ville gøre ham fortræd, og fór i forskrækkelse lige op i mælkefadet, så mælken skvulpede ud i stuen. Konen skreg og slog i vejret med hænderne. Så fløj han ned i truget hvor smørret var, og så ned i meltønden og op igen. Nå, hvor så han ud! Konen skreg og slog efter ham med ildklemmen, og børnene løb hverandre overende for at fange ællingen, og de lo og de skreg! Godt at døren stod åben. Han fór ud imellem buskene i den nyfaldne sne, og der lå han ligesom i dvale.
Men det ville være alt for bedrøveligt at fortælle al den nød og elendighed han måtte prøve i den hårde vinter. Han lå i mosen mellem sivene, da solen igen begyndte at skinne varmt. Lærkerne sang - det var dejligt forår.
Da løftede han med et sine vinger. De bruste stærkere end før og bar ham kraftigt afsted. Og før han rigtig vidste det, var han i en stor have, hvor æbletræerne stod i blomster, hvor syrenerne duftede og hang på deres lange, grønne grene lige ned mod de bugtede kanaler. Å, her var så dejligt, så forårsfriskt.
Og lige foran, ud af tykningen, kom tre smukke, hvide svaner. De bruste med fjerene og fløde så let på vandet. Ællingen kendte de prægtige dyr og blev grebet af en forunderlig sørgmodighed.
"Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! De vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der er så grim, tør nærme mig dem. Men det er det samme! Bedre at dræbes af dem end at snappes af ænderne, hakkes af hønsene, sparkes af pigen der passer fjerkræet, og lide ondt om vinteren!"
## Han var en svane
Og han fløj ud i vandet og svømmede hen imod de prægtige svaner. De så ham og skød med brusende fjer hen imod ham. "Dræb mig kun!" sagde det stakkels dyr, bøjede sit hoved ned mod vandfladen og ventede døden. Men hvad så han i det klare vand?
Han så under sig sit eget billede - ikke længere en klodset, sortgrå fugl, styg og fæl - men en svane!
Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!
Han følte sig ordentlig glad over al den nød og de genvordigheder han havde prøvet. Nu skønnede han just på sin lykke, på al den dejlighed der hilste ham. Og de store svaner svømmede rundt om ham og strøg ham med næbbet.
I haven kom der nogle små børn. De kastede brød og korn ud i vandet, og den mindste råbte: "Der er en ny!" Og de andre børn jublede med: "Ja, der er kommet en ny!" Og de klappede i hænderne og dansede rundt, løb efter deres far og mor, og der blev kastet brød og kage i vandet. Alle sagde de: "Den nye er den smukkeste! Så ung og så dejlig!" Og de gamle svaner nejede for ham.
Da følte han sig så undselig og stak hovedet om bag vingerne. Han vidste ikke selv hvad! Han var alt for lykkelig, men slet ikke stolt, for et godt hjerte bliver aldrig stolt. Han tænkte på hvor han var blevet forfulgt og forhånet, og hørte nu alle sige, at han var den dejligste af alle dejlige fugle. Og syrenerne bøjede sig med grenene lige ned i vandet til ham, og solen skinnede så varmt og så godt. Da bruste hans fjer, den slanke hals hævede sig, og af hjertet jublede han: "Så meget lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!"
## Om eventyret
H.C. Andersen skrev Den Grimme Ælling i 1843. Eventyret regnes som et af hans mest personlige - mange læser det som et selvportræt af drengen fra Odense, der blev drillet og undervurderet, men endte som verdenskendt forfatter, fejret ved Europas kongehuse.
Historien er en af verdens mest oversatte tekster og bruges stadig i skoler og børnehaver til at tale om mobning, anderledeshed og selvværd. Vil du læse flere Andersen-eventyr med samme rolige tone, kan du fortsætte til [Klods Hans](/historie/klods-hans), [Tommelise](/historie/tommelise) eller [Prinsessen på Ærten](/historie/prinsessen-paa-aerten). Du finder også alle Moonsys godnathistorier samlet på [/godnathistorier](/godnathistorier).
---
## Fyrtøjet
Fyrtøjet
Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! Han havde sin sabel ved siden og sin rygsæk på ryggen, for han havde været i krig, og nu skulle han hjem. Det var en lang vej, og solen var ved at gå ned bag de fjerne bakker. Træernes lange skygger strakte sig hen over vejen som trætte arme, der søgte hvile.
Da mødte han en gammel kone på vejen. Hun var ikke som folk er flest; hun bar på et lille lys og talte med en stemme, der var hæs som efterårets visne blade. "Godaften, soldat!" sagde hun. "Hvor du har en flot sabel og en stor rygsæk. Du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, som du vil have!"
"Tak skal du have, gamle kone!" sagde soldaten, for han var træt og tænkte, at penge kunne købe ham en blød seng og et varmt måltid.
"Kan du se det store træ?" sagde konen og pegede på et egetræ, der stod ved vejen. Det var ganske hult indeni. "Du skal krybe op i toppen, så ser du et hul, som du skal lade dig glide igennem. Jeg binder et reb om din mave, så jeg kan hejse dig op igen, når du kalder."
"Hvad skal jeg dog nede i træet?" spurgte soldaten.
"Hente penge!" sagde konen. "Når du kommer ned på bunden af træet, står du i en stor gang; der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre. Du kan lukke dem op, for nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, så ser du midt på gulvet en stor kiste; oven på den sidder en hund; den har et par øjne så store som et par tekopper. Men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit forklæde, det kan du brede ud på gulvet. Gå så rask hen og tag hunden, sæt den på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skilling, du vil. De er af kobber."
Soldaten lyttede opmærksomt. Hans tunge støvler hvilede i det bløde sand, mens han hørte om de næste kamre.
"Vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse; men der sidder en hund, som har et par øjne så store som et par møllehjul. Men det skal du ikke bryde dig om, sæt den på mit forklæde og tag af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten her, har to øjne, hver så store som Rundetårn. Det er en rigtig hund, kan du tro! Men vær du kun rolig. Sæt den på mit forklæde, så gør den dig ikke noget, og tag du bare så meget guld af kisten, du vil."
"Det var ikke så galt!" sagde soldaten. "Men hvad skal jeg give dig, gamle kone? For noget vil du vel have?"
"Nej," sagde konen, "ikke en eneste skilling vil jeg have. Du skal bare bringe mig det gamle fyrtøj, som min bedstemoder glemte, da hun sidst var nede."
Soldaten lod sig hejse ned i træet. Hviit! sagde det, da han gled ned gennem mørket, indtil han landede blødt på bunden. Der stod han nu i den store gang, hvor de mange hundrede lamper brændte. Det var en stilhed, der summede i hans ører. Han åbnede den første dør.
Uh! Der sad hunden med øjne så store som tekopper og gloede på ham.
"Du er en flink fyr!" sagde soldaten, satte den på konens forklæde og tog så mange kobberskillinger, hans lommer kunne holde. Kisten var kold og tung, men mønterne klirrede med en søvnig lyd. Han satte hunden op på kisten igen og gik ind i det andet værelse.
Ih! Der sad hunden med øjne så store som møllehjul. De drejede langsomt rundt, som om de fulgte en drøm.
"Du skulle ikke se så meget på mig," sagde soldaten, "du kunne få ondt i øjnene!" Og så tog han alle de sølvpenge, han kunne bære, fyldte sin rygsæk og sine lommer, indtil han var tung og rolig i sine bevægelser.
Endelig gik han ind i det tredje kammer. Nej, det var grimt! Hunden derinde havde virkelig to øjne så store som Rundetårn, og de løb rundt i hovedet ligesom hjul.
"Godaften!" sagde soldaten og tog på huen, for sådan en hund havde han aldrig set før; men da han havde set lidt på den, tænkte han, nu var det nok, løftede den ned på gulvet og lukkede kisten op. Nej, herre Gud, hvor var der meget guld! Han kunne købe hele verden for det, og alle sukkergrisene hos kagekonerne, og alle tinsoldaterne og pisketoppene i hele verden.
Soldaten kastede alle de sølvpenge, han havde fyldt i sine lommer og sin rygsæk, og tog guld i stedet; ja, alle lommerne, rygsækken, huen og støvlerne blev fyldt, så han knap kunne gå. Han var nu rigtig tung. Han satte hunden op på kisten, lukkede døren bag sig og råbte op gennem træet: "Hejs mig nu op, gamle kone!"
Da han kom op på vejen igen, var det blevet nat. Månen stod højt og rund, og alt var stille. Han fik fat i fyrtøjet, takkede konen og gik ind til den store by.
Her tog han ind i det allerfineste værtshus, forlangte de allerbedste værelser og den mad, han holdt mest af, for nu var han jo rig, da han havde så mange penge. Tjeneren kiggede på hans støvler, der var så slidte, men soldaten smilede blot. Han følte sig varm og mæt. Han lagde sig i den store silkedyne, og han havde knap lagt hovedet på puden, før han faldt i en dyb, drømmeløs søvn.
Næste dag hørte han tale om kongens datter. "Hvor får man hende at se?" spurgte soldaten. "Man får hende slet ikke at se!" sagde alle folk. "Hun bor i et stort kobberslot, med så mange mure og tårne udenom! Ingen uden kongen tør gå ind til hende, fordi der er spået, at hun skal blive gift med en ganske almindelig soldat, og det kan kongen ikke lide."
"Hende ville jeg nok se!" tænkte soldaten, men han kunne jo ikke få lov.
Tiden gik, og soldaten levede lystigt. Han gav penge til de fattige, for han vidste selv, hvor svært det var ikke at have en skilling. Men da han kun gav og aldrig fik noget ind, så havde han til sidst ikke mere end to skillinger tilbage og måtte flytte fra de flotte stuer og op i et lillebitte kammer helt under taget. Han måtte selv børste sine støvler og sy dem med en stoppenål. Ingen af hans venner kom til ham, for der var så mange trapper at gå op ad.
Det var en ganske mørk aften, og han kunne ikke engang købe sig et lys; da huskede han, at der sad en lille stump i det fyrtøj, han havde taget i det hule træ. Han tog det frem, og i det samme han slog ild, og gnisterne fløj fra flintestenen, sprang døren op, og hunden med øjne så store som tekopper stod for ham.
"Hvad byder min herre?" sagde hunden med en stemme, der var dyb og beroligende.
"Se her!" sagde soldaten. "Det var jo et mærkeligt fyrtøj, hvis jeg kan få det, jeg vil have! Skaf mig nogle penge," sagde han til hunden, og vupt! var den væk, og vupt! var den der igen og holdt en stor pose fuld af skilling i sin mund.
Nu vidste soldaten, hvad det var for et dejligt fyrtøj. Slog han én gang, kom hunden, der sad på kobberet; slog han to gange, kom den, der havde sølvet; og slog han tre gange, kom den, der havde guldet.
Nu flyttede soldaten igen ned i de pæne stuer, kom i de gode klæder, og så kendte alle hans venner ham straks igen, og de holdt så meget af ham.
Men han tænkte stadig på prinsessen. Han kunne ikke få fred i sit sind. "Det er dog mærkeligt, at man ikke må få den prinsesse at se," tænkte han. "Hun skal være så dejlig, siger de alle sammen; men hvad hjælper det, når hun altid skal sidde i det store kobberslot med de mange tårne?"
En nat kunne han ikke sove. Han tog sit fyrtøj og slog ild - ét, to, tre! - og der stod hunden med øjne så store som Rundetårn.
"Det er ganske vist nat," sagde soldaten, "men jeg ville så inderligt gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik!"
Hunden var straks ude af døren, og før soldaten ret tænkte på det, var den der igen med prinsessen. Hun sad og sov på hundens ryg og var så dejlig, at enhver kunne se, det var en rigtig prinsesse. Soldaten kunne ikke lade være, han måtte kysse hende, for han var en rigtig soldat.
Hunden løb tilbage med prinsessen, men næste morgen, da kongen og dronningen drak te, sagde prinsessen, hun havde haft sådan en mærkelig drøm i nat om en hund og en soldat. Hun havde redet på hunden, og soldaten havde kysset hende.
"Det var dog en pæn historie!" sagde dronningen.
Næste nat blev en af de gamle hofdamer sat til at våge ved prinsessens seng for at se, om det virkelig var en drøm eller hvad det var. Soldaten længtes så frygteligt efter at se den dejlige prinsesse igen, og så kom hunden om natten, tog hende og løb alt hvad den kunne. Men den gamle hofdame tog sine vandstøvler på og løb lige så hurtigt bagefter.
Da hun så, at de forsvandt ind i et stort hus, tænkte hun: "Nu ved jeg, hvor det er," og tegnede med et stykke kridt et stort kors på døren. Så gik hun hjem og lagde sig, og hunden kom også tilbage med prinsessen. Men da hunden så, at der var tegnet et kors på døren, hvor soldaten boede, tog den også et stykke kridt og satte kors på alle dørene i hele byen. Det var klogt gjort!
Næste morgen kom kongen og dronningen, den gamle hofdame og alle officererne for at se, hvor prinsessen havde været. "Der er det!" sagde kongen, da han så den første dør med et kors på. "Nej, det er dér, min kære mand!" sagde dronningen, som så den anden dør med et kors. "Men der er også ét!" sagde alle sammen; hvor de så hen, var der kors på dørene. Så kunne de jo se, at det ikke hjalp noget at lede.
Men dronningen var en meget klog kone, der kunne andet end køre i karet. Hun tog sin store guldsaks, klippede et stort stykke silketøj i stykker og syede en lille, fin pose; den fyldte hun med fine boghvedegryn, bandt den på prinsessens ryg, og da det var gjort, klippede hun et lille hul i posen, så grynene kunne drysse hele vejen, hvor prinsessen kom.
Om natten kom hunden igen, tog prinsessen på ryggen og løb hen til soldaten, der holdt så meget af hende og gerne ville have været en prins, så han kunne få hende til kone.
Hunden mærkede slet ikke, hvordan grynene dryssede lige fra slottet til soldatens vindue, hvor den løb op ad muren. Næste morgen så kongen og dronningen jo nok, hvor deres datter havde været, og så tog de soldaten og satte ham i fængsel.
Der sad han nu. Uh, hvor der var mørkt og kedeligt! Og så sagde de til ham: "I morgen skal du føres for retten." Det var ikke morsomt at høre, og sit fyrtøj havde han glemt hjemme på værtshuset.
Næste morgen kunne han gennem jernstangen i det lille vindue se folk strømme ud af byen for at se ham blive dømt. Han hørte trommerne og så soldaterne marchere. Alle folk løb; der var også en skomagerdreng med læderforklæde og tøfler; han løb i den grad i galop, at hans ene tøffel fløj af og lige hen mod muren, hvor soldaten sad og kiggede ud gennem jernstangen.
"Hør, du skomagerdreng! Du skal ikke have sådan et hastværk," sagde soldaten til ham. "Der sker ikke noget, før jeg kommer! Men vil du løbe hen, hvor jeg boede, og hente mig mit fyrtøj, så skal du få fire skilling. Men du skal tage benene med dig!"
Skomagerdrengen ville gerne have de fire skilling og pilrede af sted efter fyrtøjet, gav soldaten det, og - ja, nu skal vi høre!
Uden for byen var der rejst en stor tribune. Kongen og dronningen sad på en prægtig trone, og dommerne sad i deres høje stole. Soldaten stod foran dem, træt og bleg, men han kiggede op mod himlen.
"Har du et sidste ønske?" spurgte kongen.
"Jeg ville gerne ryge en lille pibe tobak," sagde soldaten. "Det er jo den sidste pibe, jeg får i denne verden."
Det ville kongen ikke sige nej til, og så tog soldaten sit fyrtøj og slog ild - ét, to, tre!
Og der stod alle tre hunde: den med øjne så store som tekopper, den med øjne som møllehjul og den, der havde øjne så store som Rundetårn!
"Hjælp mig nu, så jeg ikke kommer herfra!" sagde soldaten.
Og hundene sprang frem. De tog fat i alle dommerne og hele rådet, tog én ved benene og én ved næsen og kastede dem højt op i luften, så de faldt ned og blev så møre som smør.
"Jeg vil ikke!" sagde kongen, men den største hund tog både ham og dronningen og sendte dem samme vej som de andre. Da blev soldaterne forskrækkede, og alle folk råbte: "Lille soldat, du skal være vores konge og have den dejlige prinsesse!"
Så satte de soldaten i kongens karet, og alle tre hunde dansede foran og råbte "hurra!", og drengene pebede i fingrene, og soldaterne præsenterede. Prinsessen kom ud af kobberslottet og blev dronning, og det kunne hun godt lide!
Brylluppet varede i otte dage, og hundene sad med til bords og spærrede øjnene op. Men de kiggede med varme og glade blik på den nye konge, for nu var der endelig faldet ro over landet.
Solen gik ned, og stjernerne tændtes over slottet. Soldaten og hans dronning lagde sig i deres bløde senge, og fyrtøjet lå trygt på natbordet. Der blev aldrig mere krig, og alle sov trygt hver eneste nat.
---
## Klods Hans
Klods-Hans
En genfortælling af H.C. Andersens eventyr fra 1855 - Moonsys egen version med samme hjerte, samme humor og samme vilde gedebuk.
## De to kloge brødre og deres fine far
Ude på landet, på en gammel herregård med skæve mure og en bred allé af gamle egetræer, boede der engang en gammel godsejer. Han havde tre sønner, men det var kun de to ældste, han rigtig regnede med.
De to ældste var nemlig så kloge, at det næsten var for meget af det gode. De kunne hele det latinske leksikon udenad. De kunne remse alle Danmarks konger op i rækkefølge og bagefter fra bagenden af. De kunne brodere seler, samtidig med at de talte om politik. Og når de skulle sige noget fint, gjorde de det med mundvige, der var smurt med olie, så ordene gled ekstra glat ud.
De var meget fine. Alt for fine, mente nogle af pigerne i køkkenet. Men det hørte brødrene aldrig, for de lyttede kun til hinanden.
En morgen kom der bud fra Kongens slot. Store plakater blev slået op i hele landet, og trommen gik gennem hver eneste landsby. Kongens datter, den smukke og skarpe prinsesse, ville giftes. Men hun ville kun have én slags mand: en, der kunne tale for sig. En, der ikke blev genert, og som havde sine egne meninger.
"Det er lige noget for os!" sagde de to kloge brødre og klappede i hænderne, så det gav ekko i den store havestue.
De begyndte straks at gøre sig klar. De læste tykke bøger til langt ud på natten. De øvede sig på lange sætninger foran spejlet. Den ene bror lærte hele avisen udenad - både forsiden og de små annoncer bagerst. Den anden hentede alle byens sladderhistorier for at have noget morsomt at fortælle prinsessen.
Godsejeren gav dem det flotteste af det flotte. Den ene bror fik en hest, der var kulsort som natten, med sadel af pudset læder. Den anden fik en, der var mælkehvid som friskfalden sne, med sølvbeslag på tømmen. De så mægtig flotte ud, som de sad der i deres fineste tøj, med nypudsede støvler, høje kraver og cigar i mundvigen.
Alle tjenestefolkene stod på gårdspladsen og klappede. Køkkenpigen tørrede en tåre. Selv de gamle hunde bjæffede med.
## Klods-Hans og gedebukken
Men lige som de skulle til at ride afsted, kom der en tredje bror løbende ud fra huset. Han var ikke fin i tøjet. Hans bukser var alt for korte, hans skjorte havde en klat blæk på det ene ærme, og hans hår stod til alle sider. Han lignede overhovedet ikke de to andre. Folk kaldte ham bare for Klods-Hans.
"Hvor skal I hen, siden I er i så fint tøj?" spurgte han og hev op i bukserne, så de kortvarigt sad, hvor de skulle.
"Til hoffet for at snakke prinsessen til os!" sagde brødrene og grinede lidt af ham. "Har du ikke hørt trommen, der har gået over hele landet?"
"Ej, hvor sjovt!" råbte Klods-Hans og slog sig på låret, så det gav genlyd. "Så vil jeg også med!"
"Dig?" Brødrene lo højt. Latteren pruslede ud gennem næsen på dem. "Du har jo ikke engang en hest. Og se dit tøj! Du duer ikke til at tale med en prinsesse."
Og så red de afsted uden at kigge sig tilbage. Cigar-røgen stod som en stribe efter dem ned ad alléen.
"Jeg vil altså med," sagde Klods-Hans stille for sig selv. Så gik han hen til sin far.
"Far, giv mig en hest! Jeg får sådan lyst til at gifte mig. Tager hun mig, så tager hun mig! Og tager hun mig ikke, så tager jeg hende alligevel!"
"Sikke noget vrøvl," sagde faderen og rystede på hovedet. "Du kan jo ikke tale fint. Du kan ikke engang holde din skjorte ren. Du er bare en klods. Du får ingen hest."
"Nå," sagde Klods-Hans. Han var slet ikke ked af det. Faktisk begyndte han at grine lidt. "Hvis jeg ikke kan få en hest, så tager jeg bare min Gedebuk. Den er min egen, og den kan godt bære mig!"
Og så gik han ud i haven og fandt den store, gamle Gedebuk, der stod og gnavede i et roebed. Han svang sig op på ryggen af den. Han satte sine slidte træsko ind i siden på gedebukken.
"Afsted!" råbte han.
Og så gik det over stok og sten ned ad landevejen.
"Halehoj! Her kommer jeg!" råbte Klods-Hans og sang, så det gav ekko i skoven på begge sider af vejen. Fuglene sang med. En hare stak ud fra grøften, kiggede forbavset og hoppede væk igen.
## Skatte i grøften
Hans to brødre red foran. De sagde ikke et ord til hinanden. De øvede sig indeni på alle de kloge ord, de skulle sige til prinsessen. De kiggede hverken til højre eller venstre. Solen skinnede, men de så den ikke. Fuglene sang, men de hørte det ikke.
Men Klods-Hans kiggede overalt. Han nød turen. Solen var lun, luften var frisk, og gedebukken huppede afsted i sit eget skæve tempo.
Lige pludselig fik han øje på noget i grøftekanten.
"Halehoj!" råbte han og bremsede gedebukken. "Se hvad jeg fandt!"
Han red op til brødrene og viste dem en død krage, han havde samlet op. Fjerene glinsede blåsort i solen.
"Hvad vil du med den?" spurgte brødrene og rynkede på næsen så højt, at de næsten mistede monoklen.
"Den vil jeg forære prinsessen!" sagde Klods-Hans glad og stak den ned i lommen.
"Gør du bare det," sagde de og red videre uden at se sig tilbage.
Lidt efter fandt han en gammel træsko, hvor overstykket var gået af. Den lå bare der i støvet og så ensom ud.
"Se!" råbte han igen. "Endnu en gave til prinsessen!"
Brødrene rystede bare på hovedet. Den ene mumlede noget om, at Klods-Hans havde fået for meget sol.
Til sidst hoppede Klods-Hans af geden og gravede noget op af en mose. Det var det fineste, blødeste mudder, man kan tænke sig. Det pladrede lige ud mellem fingrene på ham med en dejlig, våd lyd.
"Halehoj! Det her er det bedste!" sagde han. "Det er mudder, og det er så fint, at man slet ikke kan holde på det."
Han fyldte hele lommen med mudder. Det piblede lidt ud af sømmene.
"Du er skrupskør," sagde brødrene og piskede deres heste, så de kom en hel time før ham til byporten.
## Ved slottets port
Inde på slottet var der en forfærdelig trængsel. Køen af unge mænd nåede fra tronsalen, gennem den lange marmorgang, ud gennem porten, over slotspladsen og et godt stykke ned ad hovedgaden.
Alle landets unge mænd stod og trippede for at komme ind til prinsessen. Nogle mumlede for sig selv. Andre stod med små sedler, hvor de havde skrevet, hvad de ville sige. En helt tredje slikkede sig hele tiden om munden, som om det kunne gøre ordene mere friske.
Men det var som om, modet forlod dem alle sammen, så snart de kom ind i salen. Der var nemlig så stille, at man kunne høre en klud falde. Og lige når de skulle sige noget, forsvandt ordene som damp fra en gryde.
For enden af salen sad prinsessen på sin trone. Hun så meget klog og glad ud. Hendes øjne var kvikke, og hun havde en lille rynke mellem øjnene, som betød, at hun tænkte hele tiden. Rundt om hende stod en hel kreds af skrivere og journalister. De skrev hvert eneste ord ned, der blev sagt - både prinsessens og bejlernes. Alt kom i avisen næste dag.
Når de unge mænd kom ind, blev de så nervøse, at de glemte alt, hvad de havde øvet sig på. Nogle stammede. Andre glemte deres eget navn. En enkelt tabte sin seddel og gik ud igen uden at have sagt et ord.
"Duer ikke!" sagde prinsessen hver gang. "Væk med ham!"
## De kloge brødre svigter
Nu var det den første af de kloge brødres tur. Han havde glemt hele sin tale, fordi han var så nervøs. Og så knirkede hans nye støvler forfærdeligt. Kniiirk. Kniiirk. Ved hvert skridt over de blanke marmorfliser.
"Det knirker," sagde han forsigtigt og pegede på gulvet.
"Det kan jeg høre," sagde prinsessen og trak lidt på skuldrene. "Har du ikke andet at sige?"
Det havde han ikke. Ikke ét eneste af de tusinde ord fra bøgerne kunne han huske.
"Duer ikke!" sagde prinsessen. "Væk!"
Journalisterne skrev flittigt. Skrivekridtet raslede.
Så kom den anden bror ind. Han var blevet helt tør i halsen af varmen fra kakkelovnen inde i salen. Der var nemlig fyret voldsomt op, og luften summede af varme og forventning.
"Her er... her er en frygtelig hede," stammede han og trak i sin krave.
"Ja, det er fordi vi steger hane i dag," sagde prinsessen og smilede lidt.
Broren stod som lammet. Han glemte hele sit velforberedte svar om vejret og verdenspolitikken.
"Duer ikke!" sagde prinsessen. "Væk med ham!"
Nu var det Klods-Hans' tur.
## Klods-Hans taler med prinsessen
Ind red han lige på gedebukken. Klapre-klaprede de små hove hen over marmoret. Alle vagterne gispede, en dame tabte sin vifte, og journalisterne rakte pludselig halsen ud.
"Det er en gyselig hede her!" sagde Klods-Hans og tørrede sig i panden.
"Det er fordi vi steger hane i dag," sagde prinsessen.
"Halehoj! Så kan jeg vel få min krage stegt med?" sagde Klods-Hans og trak den døde krage op af lommen.
"Det kan du sagtens," sagde prinsessen. "Men har du noget at stege den i? For jeg har hverken pande eller potte at give dig."
"Jo, det har jeg!" sagde Klods-Hans og trak den gamle træsko frem. "Se, her er både gryde og hank!"
Prinsessen lo. Journalisterne skrev og skrev.
"Det var virkelig noget til middag," sagde hun. "Men hvor får du sauce fra?"
"Den har jeg her i lommen!" sagde Klods-Hans og trak den ud, så mudderet plaskede. "Jeg har så meget, at jeg kan spilde af det."
"Ha!" råbte prinsessen og klappede i hænderne. "Det er en mand, der kan svare for sig! Ham vil jeg have!"
Journalisterne skrev så hurtigt, at deres fjerpenne næsten stod i røg. En af dem tabte sit blækhus, og en stor sort plet spredte sig ud på marmorgulvet - men det generede ingen. For nu grinede alle.
## Slutningen: bryllupsklokker og journalister
Klods-Hans blev konge. Han fik en krone på hovedet og en dronning ved sin side. Han fik hele riget som gave, og han beholdt sin gedebuk, sin træsko og sit gode humør.
De to kloge brødre red hjem uden at have fået et ord frem. Hestene gik langsommere på vejen tilbage. Og hjemme på herregården blev de bare ved med at læse i deres tykke bøger - for det var jo det, de var bedst til.
Alt hvad vi ved, ved vi fra avisen. For journalisterne skrev det hele ned - selv den lille sorte blækplet på marmorgulvet. Og det er derfor, historien har overlevet i så mange år, at den nu er blevet et af de mest elskede eventyr i hele Danmark.
Men Klods-Hans? Han var stadig Klods-Hans. Han var bare også konge nu. Om morgenen kunne kokken finde ham ude i stalden hos gedebukken, hvor han sad og delte sit rugbrød med den. Om aftenen sad han og prinsessen på tronen og fortalte hinanden fjollede historier, indtil ingen af dem kunne holde deres griner tilbage. Skriverne var holdt op med at skrive det hele ned - de grinede simpelthen for meget selv.
Og engang imellem, når rigets fine gæster kom på besøg med deres pænt friserede overskæg og perfekt strøgne handsker, plejede Klods-Hans at trække en lille skål mudder frem fra bordet og sige med et blink i øjet: "Halehoj! Vil I ha' sauce til?" Og prinsessen lo, så kronen næsten faldt af.
For sådan er det med rigtige eventyr. De slutter ikke bare med, at nogen bliver konge. De slutter med, at nogen finder ud af, hvem de er - og fortsætter med at være det, hver eneste dag, resten af deres liv. Klods-Hans levede lykkeligt til sine dages ende, fordi han turde være lige præcis den, han var - med mudder i lommen, en gedebuk i stalden og et grin på læberne.
Godnat, lille ven. Og husk: nogle gange er det bedste svar det, der kommer helt fra hjertet. Sov godt.
---
## Kejserens Nye Klæder
Der var engang, for rigtig mange år siden, en stor og mægtig Kejser. Han boede på et smukt slot med høje tårne og tykke mure. Men denne her Kejser var ikke som de fleste andre kejsere. Han brød sig slet ikke om at ride på heste, og han gad næsten ikke styre sit land.
Der var nemlig kun én ting i hele verden, som Kejseren gik op i: Han elskede tøj! Han elskede bløde silkekapper, varme uldtrøjer, fine sko med sølvspænder og store hatte med lange, farverige fjer.
På slottet havde han hundredvis af store, tunge træskabe, der var fyldt til randen med tøj. Han havde en frakke til når han spiste morgenmad, en frakke til når han gik tur i haven, og en helt særlig frakke til når han skulle drikke sin eftermiddagste.
En dag, hvor solen skinnede mildt ned over byen, kom der to fremmede mænd vandrende. De to mænd var nogle rigtige snydetappe. De gik hele vejen op til det store slot og bankede på den tunge egetræsdør. Bank, bank, bank, lød det sagte.
"Vi er verdens dygtigste skræddere," sagde de to mænd til Kejserens vagter. "Vi kan væve det mest vidunderlige tøj, man overhovedet kan forestille sig. Farverne er smukkere end en solnedgang, og stoffet er blødere end en sommersky."
Men de to snydetappe fortalte også en anden ting: "Vores tøj er nemlig magisk," hviskede de hemmelighedsfuldt. "Det er syet med en helt speciel tråd. En tråd, der gør, at folk, som er dumme eller dårlige til deres arbejde, slet ikke kan se tøjet!"
Da Kejseren hørte dette, spærrede han øjnene vidt op. "Sikke dog noget fantastisk tøj," tænkte han. "Hvis jeg havde sådan et sæt tøj på, kunne jeg jo straks se, hvem der er klog, og hvem der er dum på mit slot!"
Han gav straks de to skræddere en stor, tung pose fyldt med guldpenge, så de kunne gå i gang med at sy.
Skrædderne fik et stort, lunt værelse på slottet. De satte to store trævæve op og lod som om, de arbejdede. Men der var slet ingenting på vævene. Ikke en eneste tråd. Alligevel sad de der hele dagen og bevægede hænderne i luften. Svisj, svasj, sagde de med munden. Klippe, klappe, lød deres sakse, når de klippede i den tomme luft.
Efter nogle dage tænkte Kejseren: "Jeg må ned og se, hvordan det går med mit nye, magiske tøj." Men han blev pludselig lidt nervøs. For hvad nu, hvis han ikke selv kunne se det? Det ville jo betyde, at han var dum!
Derfor sendte han sin ældste, klogeste minister ned for at kigge først. Ministeren trådte ind i rummet og kiggede på de tomme væve. Han spærrede øjnene op. Han gned sig i øjnene. Han pudsede sine briller. Men han kunne ingenting se! For der var jo ingenting at se. "Åh nej," tænkte ministeren. "Er jeg mon dum?" Det ville han bestemt ikke have, at nogen skulle tro. Så han smilede stort og sagde: "Nøj, hvor er det smukt! Sikke et mønster! Dem vil jeg sige til Kejseren, at jeg er meget begejstret for."
Sådan gik det også med den næste minister, og til sidst besluttede Kejseren sig for, at han selv måtte se vidunderet. Han tog alle sine fineste folk med ned til skrædderne. Da han trådte ind i rummet, pegede de to snydetappe stolt på de tomme væve. "Se, Deres Majestæt," sagde de. "Er det ikke de fineste farver?"
Kejseren kiggede og kiggede. Han kunne absolut ingenting se. "Gode himmel," tænkte han med et lille sug i maven. "Jeg kan ikke se noget! Er jeg dum? Er jeg ikke værdig til at være Kejser?" Men han sagde ingenting højt. I stedet nikkede han alvorligt og sagde: "Ja, det er overordentlig smukt. Det har mit allerhøjeste bifald."
Næste dag var der fest i byen, og Kejseren skulle vise sit nye tøj frem. De to skræddere bad Kejseren om at tage alt sit gamle tøj af. Nu stod den store, mægtige Kejser der, midt i sit soveværelse, kun iført sine små, hvide underbukser med prikker på.
Skrædderne lod som om, de gav ham det nye tøj på, del for del. "Her er bukserne," sagde de og klappede ud i luften. "Her er trøjen," sagde de og glattede ingenting ud over Kejserens skuldre. "Og her er den lange kappe, der er let som et edderkoppespind."
Kejseren drejede sig foran det store spejl. Han pudsede sig og struttede med maven, selvom han kun stod i underbukser. "Hvor det sidder godt! Hvor det klæder mig!" sagde han, og alle folkene på slottet skyndte sig at give ham ret. Ingen ville jo virke dumme.
Så gik paraden i gang. Kejseren trådte ud i byens gader. Trip-trap, trip-trap lød hans fine sko på brostenene. Folk i byen stod tæt langs husene. Solen skinnede, og der var en dejlig, lun brise. "Nøj, hvor er Kejserens nye klæder smukke!" råbte folk. De jublede og klappede.
Men pludselig var der en lille dreng, der stod forrest i mængden. Han kiggede på Kejseren, lagde hovedet på skrå og pegede. Den lille dreng var nemlig ikke bange for at sige sandheden. "Jamen..." sagde den lille dreng med høj og klar stemme. "Han har jo ikke noget tøj på! Han går jo bare rundt i sine underbukser!"
Først blev der helt stille. Man kunne kun høre vinden, der susede blidt i træerne. Så begyndte en kone at fnise. Så lo en mand. Og pludselig gik det som en bølge gennem hele byen. Alle folk grinede! De grinede, fordi de nu kunne se, at den lille dreng havde ret. Kejseren gik jo bare rundt og trippede i sine prikkede underbukser.
Kejseren mærkede den kølige vind på maven. Han kiggede ned af sig selv. Han blev først lidt rød i kinderne... men så mærkede han et lille smil brede sig. For det så jo faktisk ret sjovt ud. Til sidst kunne Kejseren slet ikke lade være, og han begyndte også at grine sammen med sit folk.
Den dag lærte Kejseren en vigtig lektie. Det kræver meget mere mod at sige sandheden, som den lille dreng gjorde, end det gør at gå i fint tøj. Og han fandt ud af, at det er helt i orden at lave fejl. Nogle gange er det faktisk rart bare at kunne grine af sig selv.
Da Kejseren endelig kom tilbage til slottet, var det ved at blive aften. Himlen skiftede farve fra lyseblå til en dyb, varm orange. Solen var på vej ned bag de høje bakker, og byen begyndte at falde til ro.
Kejseren var træt. Det havde været en lang og begivenhedsrig dag. Han gik ind på sit stille, lune soveværelse. Derinde duftede der af roser fra haven. Han tog en rigtig dejlig, blød og varm natdragt af bomuld på. Den var slet, slet ikke magisk. Den var bare helt almindelig, rar og tryg.
Han krøb ned i sin store seng. Puf, sagde det blødt, da han lagde sit trætte hoved på puden. Han mærkede, hvordan dynen lå tungt og godt ovenpå ham. Han lukkede øjnene, og et lille, roligt smil lå stadig på hans læber.
Ude i byen slukkede folk deres små lamper, ét efter ét. Dyrene i skoven lagde sig til at sove i deres reder og huler. Alt blev mørkt. Alt blev stille.
Kan du lide klassiske H.C. Andersen-eventyr? Så prøv også [Klods Hans](/historie/klods-hans), [Den Grimme Ælling](/historie/den-grimme-aelling) eller [Prinsessen på Ærten](/historie/prinsessen-paa-aerten). Du finder alle Moonsys godnathistorier samlet på [/godnathistorier](/godnathistorier).
---
## Tommelise
Tommelise
Der var engang en kone, som så gerne ville have sig et lillebitte barn, men hun vidste slet ikke, hvor hun skulle få det fra. Så gik hun hen til en gammel, klog kone og sagde: "Jeg vil så gerne have et lille barn. Kan du ikke sige mig, hvor jeg skal få fat i sådan et?"
"Jo, det er nemt nok," sagde den gamle kone. "Her har du et bygkorn. Det er slet ikke sådan et, der vokser ude på bondemandens mark, eller som hønsene spiser. Læg det i en urtepotte, så skal du bare se."
"Tak," sagde konen og gik hjem.
Hun plantede det lille frø, og med det samme voksede der en stor, dejlig blomst op. Den lignede en tulipan, men bladene var lukket stramt sammen, som om den stadig sov.
"Det er en nydelig blomst," sagde konen og kyssede de røde og gule blade.
Og lige idet hun kyssede dem, sagde det knæk!
Blomsten åbnede sig.
Og der, midt inde i blomsten, på den grønne stol, sad en lillebitte pige. Hun var så fin og nydelig, og hun var ikke større end en tommelfinger. Derfor blev hun kaldt Tommelise.
Hun fik en nydelig, lakeret valnøddeskal til vugge. Hendes madras var lavet af blå viol-blade, og hendes dyne var et rødt rosenblad. Her sov hun om natten, men om dagen legede hun på bordet.
Konen havde sat en tallerken med vand, og rundt i kanten lå der blomster. Tommelise sejlede rundt derude på et stort tulipanblad og sang så sødt, som ingen nogensinde havde hørt det før.
En nat, mens hun lå i sin fine seng, hoppede en stor Skrubtudse ind ad det knuste vindue. Den var stor og våd og grim.
"Hun kunne blive en nydelig kone til min søn," sagde tudsen, og så tog den valnøddeskallen, hvor Tommelise sov, og hoppede ud i haven med den.
Der løb en stor, bred å igennem haven. Her boede tudsen med sin søn nede i mudderet ved bredden.
"Koax, koax, brekke-ke-kex!" sagde sønnen bare, da han så den lille pige i nøddeskallen.
"Tal ikke så højt, ellers vågner hun," sagde den gamle tudse. "Vi sætter hende ud på et af de brede åkandeblade ude i åen. Der kan hun ikke løbe nogen vegne, mens vi gør stadsstuen i stand nede i mudderet."
Tommelise vågnede tidligt næste morgen, og da hun så, hvor hun var, begyndte hun at græde. Der var vand til alle sider, og hun kunne slet ikke komme i land.
De små fisk nede i vandet havde set tudsen og hørt, hvad hun sagde. De stak hovederne op for at se den lille pige. De syntes, hun var alt for sød til at skulle bo nede i det mørke mudder hos tudserne.
"Det skal aldrig ske!" tænkte de.
Fiskene flokkedes nede i vandet om den grønne stilk, der holdt bladet fast, og gnavede den over med deres tænder.
Og så flød bladet afsted ned ad åen. Væk fra tudserne.
Nu sejlede Tommelise forbi så mange steder. De små fugle i buskene så hende og sang: "Sikke en sød lille jomfru!"
Bladet flød længere og længere væk. En fin, hvid sommerfugl blev ved med at flyve rundt om hende, og til sidst satte den sig på bladet, for den kunne så godt lide Tommelise.
Solen skinnede på vandet, så det glimtede som det pureste guld. Det var en dejlig rejse.
Men sommeren varede ikke evigt. Efteråret kom, og det blev koldt. Fuglene fløj bort, og blomsterne visnede. Det store blad, hun havde sejlet på, krøllede sammen. Tommelise frøs forfærdeligt.
Det begyndte at sne, og hver snefnug, der faldt på hende, var som hvis man kastede en hel skovlfuld sne på os, for vi er store, men hun var kun en tomme lang.
Lige i nærheden af skoven boede en Markmus. Hun havde en lun og god stue dybt nede under jorden. Her var der et helt kammer fuldt af korn, et dejligt køkken og en spisestue.
Tommelise stillede sig ved døren ligesom en lille tiggerpige og bad om et lille stykke bygkorn, for hun havde ikke fået mad i to dage.
"Dit lille stakkel," sagde Markmusen, for hun var i grunden en god, gammel mus. "Kom du bare ind i min varme stue og spis med mig."
Da hun nu syntes godt om Tommelise, sagde hun: "Du kan godt blive her hos mig i vinter, men så skal du holde min stue pæn ren og fortælle mig historier, for dem holder jeg meget af."
Tommelise gjorde, som hun sagde, og havde det egentlig meget godt. Det var lunt og trygt nede i jorden, selvom det var mørkt.
Naboen, den kedelige Muldvarp i sin sorte pels, kom ofte på besøg. Han brød sig ikke om solen eller de smukke blomster, men han kunne lide Tommelises sang.
En dag fandt Tommelise noget i en af gangene under jorden. Det var en Svale. Den lå helt stille og kold med vingerne presset ind til siden. Den var nok død af kulde.
Tommelise blev så bedrøvet, for hun holdt så meget af alle de små fugle, der havde sunget for hende hele sommeren.
Men da hun lagde sit hoved mod fuglens bryst, hørte hun noget. Dunk-dunk.
Hjertet bankede ganske svagt. Svalen var ikke død, den var bare i dvale af kulden.
Hver nat sneg Tommelise sig ind til svalen. Hun flettede et tæppe af hø og pakkede det omkring den. Hun hentede vand i et blomsterblad og gav den lidt at drikke.
Svalen vågnede langsomt op.
"Tak, du søde lille pige," sagde den syge svale. "Jeg er blevet dejlig varmet. Snart får jeg kræfter igen og kan flyve ud i det varme solskin."
"Åh nej," sagde Tommelise. "Det er koldt derude, det sner og fryser. Bliv du hellere i din varme seng."
Og svalen blev der hele vinteren, og Tommelise passede den, uden at markmusen eller muldvarpen opdagede det.
Da foråret kom, og solen igen varmede jorden, sagde svalen farvel. Den spurgte, om Tommelise ville med; hun kunne sidde på dens ryg. Men Tommelise vidste, at det ville gøre den gamle markmus ked af det, hvis hun rejste.
"Farvel, farvel, du gode, smukke pige!" kvidrede svalen og fløj ud i solskinnet.
Tommelise så efter den, og tårerne kom i øjnene på hende, for hun holdt så meget af den stakkels svale.
Det blev sommer igen, men Tommelise var ked af det. Hun skulle giftes med den kedelige Muldvarp, som aldrig ville lade hende se solen igen. Hun skulle bo dybt nede under jorden altid.
Den morgen, hun skulle giftes, sneg hun sig ud for at se på solen en sidste gang. Hun strakte armene op mod lyset.
"Farvel, du klare sol!" sagde hun.
"Kvit-kvit!" lød det lige over hendes hoved.
Hun kiggede op, og der var svalen, som kom flyvende. Den blev så glad, da den så Tommelise.
"Nu kommer den kolde vinter snart igen," sagde svalen. "Jeg flyver langt bort til de varme lande. Vil du ikke tage med mig? Du kan sætte dig på min ryg, så flyver vi væk fra den grimme muldvarp og det mørke hus, langt over bjergene til de lande, hvor solen skinner smukkere, og hvor der altid er sommer og dejlige blomster."
"Jo, jeg vil med dig!" sagde Tommelise.
Hun satte sig op på fuglens ryg og bandt sig fast til en af de stærkeste fjer. Så fløj svalen højt op i luften, over skov og over sø, højt over de store bjerge, hvor der altid ligger sne. Tommelise frøs lidt, men så krøb hun ind under fuglens varme fjer og stak kun det lille hoved frem for at se på al den dejlighed under sig.
Endelig kom de til de varme lande. Her skinnede solen meget klarere end herhjemme. Der voksede de dejligste grønne og blå druer, og i skovene hang der citroner og appelsiner.
Svalen fløj ned til en stor, gammel bygning af hvidt marmor. Her voksede de skønneste, hvide blomster.
"Her er mit hus," sagde svalen. "Men hvis du vælger dig en af de smukkeste blomster dernede, så sætter jeg dig der, og du skal få det så godt, du kan ønske dig."
Svalen fløj ned med hende og satte hende på et af de brede blade.
Men sikke en overraskelse! Midt inde i blomsten sad en lille mand, så hvid og gennemsigtig, som om han var af glas. Han havde den nydeligste guldkrone på hovedet og de klareste vinger på skuldrene, og så var han ikke større end Tommelise selv.
Han var blomsternes konge.
Han blev så glad, da han så Tommelise, for hun var den smukkeste pige, han nogensinde havde set. Han tog sin guldkrone af og satte den på hendes hoved. Han spurgte, hvad hun hed, og om hun ville være hans dronning.
Ja, det ville hun meget hellere end at være hos tudsen eller muldvarpen.
Og så fik hun vinger! Hver blomst kom med en gave, men den bedste var et par smukke vinger fra en stor, hvid flue. Nu kunne hun også flyve fra blomst til blomst.
"Du skal ikke hedde Tommelise mere," sagde blomsterkongen. "Det er et grimt navn, og du er så smuk. Vi vil kalde dig Maja."
"Farvel, farvel!" sagde svalen og fløj igen mod nord, men Tommelise – nej, Maja – blev i blomsternes rige, hvor solen altid skinner.