Hør H.C. Andersens klassiske eventyr Kejserens Nye Klæder som godnathistorie. Gratis video og fuld tekst om den forfængelige kejser, de to snydetappe
Læs eventyret
Der var engang, for rigtig mange år siden, en stor og mægtig Kejser. Han boede på et smukt slot med høje tårne og tykke mure. Men denne her Kejser var ikke som de fleste andre kejsere. Han brød sig slet ikke om at ride på heste, og han gad næsten ikke styre sit land.
Der var nemlig kun én ting i hele verden, som Kejseren gik op i: Han elskede tøj! Han elskede bløde silkekapper, varme uldtrøjer, fine sko med sølvspænder og store hatte med lange, farverige fjer.
På slottet havde han hundredvis af store, tunge træskabe, der var fyldt til randen med tøj. Han havde en frakke til når han spiste morgenmad, en frakke til når han gik tur i haven, og en helt særlig frakke til når han skulle drikke sin eftermiddagste.
En dag, hvor solen skinnede mildt ned over byen, kom der to fremmede mænd vandrende. De to mænd var nogle rigtige snydetappe. De gik hele vejen op til det store slot og bankede på den tunge egetræsdør. Bank, bank, bank, lød det sagte.
"Vi er verdens dygtigste skræddere," sagde de to mænd til Kejserens vagter. "Vi kan væve det mest vidunderlige tøj, man overhovedet kan forestille sig. Farverne er smukkere end en solnedgang, og stoffet er blødere end en sommersky."
Men de to snydetappe fortalte også en anden ting: "Vores tøj er nemlig magisk," hviskede de hemmelighedsfuldt. "Det er syet med en helt speciel tråd. En tråd, der gør, at folk, som er dumme eller dårlige til deres arbejde, slet ikke kan se tøjet!"
Da Kejseren hørte dette, spærrede han øjnene vidt op. "Sikke dog noget fantastisk tøj," tænkte han. "Hvis jeg havde sådan et sæt tøj på, kunne jeg jo straks se, hvem der er klog, og hvem der er dum på mit slot!"
Han gav straks de to skræddere en stor, tung pose fyldt med guldpenge, så de kunne gå i gang med at sy.
Skrædderne fik et stort, lunt værelse på slottet. De satte to store trævæve op og lod som om, de arbejdede. Men der var slet ingenting på vævene. Ikke en eneste tråd. Alligevel sad de der hele dagen og bevægede hænderne i luften. Svisj, svasj, sagde de med munden. Klippe, klappe, lød deres sakse, når de klippede i den tomme luft.
Efter nogle dage tænkte Kejseren: "Jeg må ned og se, hvordan det går med mit nye, magiske tøj." Men han blev pludselig lidt nervøs. For hvad nu, hvis han ikke selv kunne se det? Det ville jo betyde, at han var dum!
Derfor sendte han sin ældste, klogeste minister ned for at kigge først. Ministeren trådte ind i rummet og kiggede på de tomme væve. Han spærrede øjnene op. Han gned sig i øjnene. Han pudsede sine briller. Men han kunne ingenting se! For der var jo ingenting at se. "Åh nej," tænkte ministeren. "Er jeg mon dum?" Det ville han bestemt ikke have, at nogen skulle tro. Så han smilede stort og sagde: "Nøj, hvor er det smukt! Sikke et mønster! Dem vil jeg sige til Kejseren, at jeg er meget begejstret for."
Sådan gik det også med den næste minister, og til sidst besluttede Kejseren sig for, at han selv måtte se vidunderet. Han tog alle sine fineste folk med ned til skrædderne. Da han trådte ind i rummet, pegede de to snydetappe stolt på de tomme væve. "Se, Deres Majestæt," sagde de. "Er det ikke de fineste farver?"
Kejseren kiggede og kiggede. Han kunne absolut ingenting se. "Gode himmel," tænkte han med et lille sug i maven. "Jeg kan ikke se noget! Er jeg dum? Er jeg ikke værdig til at være Kejser?" Men han sagde ingenting højt. I stedet nikkede han alvorligt og sagde: "Ja, det er overordentlig smukt. Det har mit allerhøjeste bifald."
Næste dag var der fest i byen, og Kejseren skulle vise sit nye tøj frem. De to skræddere bad Kejseren om at tage alt sit gamle tøj af. Nu stod den store, mægtige Kejser der, midt i sit soveværelse, kun iført sine små, hvide underbukser med prikker på.
Skrædderne lod som om, de gav ham det nye tøj på, del for del. "Her er bukserne," sagde de og klappede ud i luften. "Her er trøjen," sagde de og glattede ingenting ud over Kejserens skuldre. "Og her er den lange kappe, der er let som et edderkoppespind."
Kejseren drejede sig foran det store spejl. Han pudsede sig og struttede med maven, selvom han kun stod i underbukser. "Hvor det sidder godt! Hvor det klæder mig!" sagde han, og alle folkene på slottet skyndte sig at give ham ret. Ingen ville jo virke dumme.
Så gik paraden i gang. Kejseren trådte ud i byens gader. Trip-trap, trip-trap lød hans fine sko på brostenene. Folk i byen stod tæt langs husene. Solen skinnede, og der var en dejlig, lun brise. "Nøj, hvor er Kejserens nye klæder smukke!" råbte folk. De jublede og klappede.
Men pludselig var der en lille dreng, der stod forrest i mængden. Han kiggede på Kejseren, lagde hovedet på skrå og pegede. Den lille dreng var nemlig ikke bange for at sige sandheden. "Jamen..." sagde den lille dreng med høj og klar stemme. "Han har jo ikke noget tøj på! Han går jo bare rundt i sine underbukser!"
Først blev der helt stille. Man kunne kun høre vinden, der susede blidt i træerne. Så begyndte en kone at fnise. Så lo en mand. Og pludselig gik det som en bølge gennem hele byen. Alle folk grinede! De grinede, fordi de nu kunne se, at den lille dreng havde ret. Kejseren gik jo bare rundt og trippede i sine prikkede underbukser.
Kejseren mærkede den kølige vind på maven. Han kiggede ned af sig selv. Han blev først lidt rød i kinderne... men så mærkede han et lille smil brede sig. For det så jo faktisk ret sjovt ud. Til sidst kunne Kejseren slet ikke lade være, og han begyndte også at grine sammen med sit folk.
Den dag lærte Kejseren en vigtig lektie. Det kræver meget mere mod at sige sandheden, som den lille dreng gjorde, end det gør at gå i fint tøj. Og han fandt ud af, at det er helt i orden at lave fejl. Nogle gange er det faktisk rart bare at kunne grine af sig selv.
Da Kejseren endelig kom tilbage til slottet, var det ved at blive aften. Himlen skiftede farve fra lyseblå til en dyb, varm orange. Solen var på vej ned bag de høje bakker, og byen begyndte at falde til ro.
Kejseren var træt. Det havde været en lang og begivenhedsrig dag. Han gik ind på sit stille, lune soveværelse. Derinde duftede der af roser fra haven. Han tog en rigtig dejlig, blød og varm natdragt af bomuld på. Den var slet, slet ikke magisk. Den var bare helt almindelig, rar og tryg.
Han krøb ned i sin store seng. Puf, sagde det blødt, da han lagde sit trætte hoved på puden. Han mærkede, hvordan dynen lå tungt og godt ovenpå ham. Han lukkede øjnene, og et lille, roligt smil lå stadig på hans læber.
Ude i byen slukkede folk deres små lamper, ét efter ét. Dyrene i skoven lagde sig til at sove i deres reder og huler. Alt blev mørkt. Alt blev stille.
Kan du lide klassiske H.C. Andersen-eventyr? Så prøv også [Klods Hans](/historie/klods-hans), [Den Grimme Ælling](/historie/den-grimme-aelling) eller [Prinsessen på Ærten](/historie/prinsessen-paa-aerten). Du finder alle Moonsys godnathistorier samlet på [/godnathistorier](/godnathistorier).
Se historien på YouTube