H.C. Andersens klassiske eventyr om en modig soldat, tre magiske hunde og et fyrtøj der kan opfylde ønsker.
Læs eventyret
Fyrtøjet
Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! Han havde sin sabel ved siden og sin rygsæk på ryggen, for han havde været i krig, og nu skulle han hjem. Det var en lang vej, og solen var ved at gå ned bag de fjerne bakker. Træernes lange skygger strakte sig hen over vejen som trætte arme, der søgte hvile.
Da mødte han en gammel kone på vejen. Hun var ikke som folk er flest; hun bar på et lille lys og talte med en stemme, der var hæs som efterårets visne blade. "Godaften, soldat!" sagde hun. "Hvor du har en flot sabel og en stor rygsæk. Du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, som du vil have!"
"Tak skal du have, gamle kone!" sagde soldaten, for han var træt og tænkte, at penge kunne købe ham en blød seng og et varmt måltid.
"Kan du se det store træ?" sagde konen og pegede på et egetræ, der stod ved vejen. Det var ganske hult indeni. "Du skal krybe op i toppen, så ser du et hul, som du skal lade dig glide igennem. Jeg binder et reb om din mave, så jeg kan hejse dig op igen, når du kalder."
"Hvad skal jeg dog nede i træet?" spurgte soldaten.
"Hente penge!" sagde konen. "Når du kommer ned på bunden af træet, står du i en stor gang; der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre. Du kan lukke dem op, for nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, så ser du midt på gulvet en stor kiste; oven på den sidder en hund; den har et par øjne så store som et par tekopper. Men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit forklæde, det kan du brede ud på gulvet. Gå så rask hen og tag hunden, sæt den på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skilling, du vil. De er af kobber."
Soldaten lyttede opmærksomt. Hans tunge støvler hvilede i det bløde sand, mens han hørte om de næste kamre.
"Vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse; men der sidder en hund, som har et par øjne så store som et par møllehjul. Men det skal du ikke bryde dig om, sæt den på mit forklæde og tag af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten her, har to øjne, hver så store som Rundetårn. Det er en rigtig hund, kan du tro! Men vær du kun rolig. Sæt den på mit forklæde, så gør den dig ikke noget, og tag du bare så meget guld af kisten, du vil."
"Det var ikke så galt!" sagde soldaten. "Men hvad skal jeg give dig, gamle kone? For noget vil du vel have?"
"Nej," sagde konen, "ikke en eneste skilling vil jeg have. Du skal bare bringe mig det gamle fyrtøj, som min bedstemoder glemte, da hun sidst var nede."
Soldaten lod sig hejse ned i træet. Hviit! sagde det, da han gled ned gennem mørket, indtil han landede blødt på bunden. Der stod han nu i den store gang, hvor de mange hundrede lamper brændte. Det var en stilhed, der summede i hans ører. Han åbnede den første dør.
Uh! Der sad hunden med øjne så store som tekopper og gloede på ham.
"Du er en flink fyr!" sagde soldaten, satte den på konens forklæde og tog så mange kobberskillinger, hans lommer kunne holde. Kisten var kold og tung, men mønterne klirrede med en søvnig lyd. Han satte hunden op på kisten igen og gik ind i det andet værelse.
Ih! Der sad hunden med øjne så store som møllehjul. De drejede langsomt rundt, som om de fulgte en drøm.
"Du skulle ikke se så meget på mig," sagde soldaten, "du kunne få ondt i øjnene!" Og så tog han alle de sølvpenge, han kunne bære, fyldte sin rygsæk og sine lommer, indtil han var tung og rolig i sine bevægelser.
Endelig gik han ind i det tredje kammer. Nej, det var grimt! Hunden derinde havde virkelig to øjne så store som Rundetårn, og de løb rundt i hovedet ligesom hjul.
"Godaften!" sagde soldaten og tog på huen, for sådan en hund havde han aldrig set før; men da han havde set lidt på den, tænkte han, nu var det nok, løftede den ned på gulvet og lukkede kisten op. Nej, herre Gud, hvor var der meget guld! Han kunne købe hele verden for det, og alle sukkergrisene hos kagekonerne, og alle tinsoldaterne og pisketoppene i hele verden.
Soldaten kastede alle de sølvpenge, han havde fyldt i sine lommer og sin rygsæk, og tog guld i stedet; ja, alle lommerne, rygsækken, huen og støvlerne blev fyldt, så han knap kunne gå. Han var nu rigtig tung. Han satte hunden op på kisten, lukkede døren bag sig og råbte op gennem træet: "Hejs mig nu op, gamle kone!"
Da han kom op på vejen igen, var det blevet nat. Månen stod højt og rund, og alt var stille. Han fik fat i fyrtøjet, takkede konen og gik ind til den store by.
Her tog han ind i det allerfineste værtshus, forlangte de allerbedste værelser og den mad, han holdt mest af, for nu var han jo rig, da han havde så mange penge. Tjeneren kiggede på hans støvler, der var så slidte, men soldaten smilede blot. Han følte sig varm og mæt. Han lagde sig i den store silkedyne, og han havde knap lagt hovedet på puden, før han faldt i en dyb, drømmeløs søvn.
Næste dag hørte han tale om kongens datter. "Hvor får man hende at se?" spurgte soldaten. "Man får hende slet ikke at se!" sagde alle folk. "Hun bor i et stort kobberslot, med så mange mure og tårne udenom! Ingen uden kongen tør gå ind til hende, fordi der er spået, at hun skal blive gift med en ganske almindelig soldat, og det kan kongen ikke lide."
"Hende ville jeg nok se!" tænkte soldaten, men han kunne jo ikke få lov.
Tiden gik, og soldaten levede lystigt. Han gav penge til de fattige, for han vidste selv, hvor svært det var ikke at have en skilling. Men da han kun gav og aldrig fik noget ind, så havde han til sidst ikke mere end to skillinger tilbage og måtte flytte fra de flotte stuer og op i et lillebitte kammer helt under taget. Han måtte selv børste sine støvler og sy dem med en stoppenål. Ingen af hans venner kom til ham, for der var så mange trapper at gå op ad.
Det var en ganske mørk aften, og han kunne ikke engang købe sig et lys; da huskede han, at der sad en lille stump i det fyrtøj, han havde taget i det hule træ. Han tog det frem, og i det samme han slog ild, og gnisterne fløj fra flintestenen, sprang døren op, og hunden med øjne så store som tekopper stod for ham.
"Hvad byder min herre?" sagde hunden med en stemme, der var dyb og beroligende.
"Se her!" sagde soldaten. "Det var jo et mærkeligt fyrtøj, hvis jeg kan få det, jeg vil have! Skaf mig nogle penge," sagde han til hunden, og vupt! var den væk, og vupt! var den der igen og holdt en stor pose fuld af skilling i sin mund.
Nu vidste soldaten, hvad det var for et dejligt fyrtøj. Slog han én gang, kom hunden, der sad på kobberet; slog han to gange, kom den, der havde sølvet; og slog han tre gange, kom den, der havde guldet.
Nu flyttede soldaten igen ned i de pæne stuer, kom i de gode klæder, og så kendte alle hans venner ham straks igen, og de holdt så meget af ham.
Men han tænkte stadig på prinsessen. Han kunne ikke få fred i sit sind. "Det er dog mærkeligt, at man ikke må få den prinsesse at se," tænkte han. "Hun skal være så dejlig, siger de alle sammen; men hvad hjælper det, når hun altid skal sidde i det store kobberslot med de mange tårne?"
En nat kunne han ikke sove. Han tog sit fyrtøj og slog ild - ét, to, tre! - og der stod hunden med øjne så store som Rundetårn.
"Det er ganske vist nat," sagde soldaten, "men jeg ville så inderligt gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik!"
Hunden var straks ude af døren, og før soldaten ret tænkte på det, var den der igen med prinsessen. Hun sad og sov på hundens ryg og var så dejlig, at enhver kunne se, det var en rigtig prinsesse. Soldaten kunne ikke lade være, han måtte kysse hende, for han var en rigtig soldat.
Hunden løb tilbage med prinsessen, men næste morgen, da kongen og dronningen drak te, sagde prinsessen, hun havde haft sådan en mærkelig drøm i nat om en hund og en soldat. Hun havde redet på hunden, og soldaten havde kysset hende.
"Det var dog en pæn historie!" sagde dronningen.
Næste nat blev en af de gamle hofdamer sat til at våge ved prinsessens seng for at se, om det virkelig var en drøm eller hvad det var. Soldaten længtes så frygteligt efter at se den dejlige prinsesse igen, og så kom hunden om natten, tog hende og løb alt hvad den kunne. Men den gamle hofdame tog sine vandstøvler på og løb lige så hurtigt bagefter.
Da hun så, at de forsvandt ind i et stort hus, tænkte hun: "Nu ved jeg, hvor det er," og tegnede med et stykke kridt et stort kors på døren. Så gik hun hjem og lagde sig, og hunden kom også tilbage med prinsessen. Men da hunden så, at der var tegnet et kors på døren, hvor soldaten boede, tog den også et stykke kridt og satte kors på alle dørene i hele byen. Det var klogt gjort!
Næste morgen kom kongen og dronningen, den gamle hofdame og alle officererne for at se, hvor prinsessen havde været. "Der er det!" sagde kongen, da han så den første dør med et kors på. "Nej, det er dér, min kære mand!" sagde dronningen, som så den anden dør med et kors. "Men der er også ét!" sagde alle sammen; hvor de så hen, var der kors på dørene. Så kunne de jo se, at det ikke hjalp noget at lede.
Men dronningen var en meget klog kone, der kunne andet end køre i karet. Hun tog sin store guldsaks, klippede et stort stykke silketøj i stykker og syede en lille, fin pose; den fyldte hun med fine boghvedegryn, bandt den på prinsessens ryg, og da det var gjort, klippede hun et lille hul i posen, så grynene kunne drysse hele vejen, hvor prinsessen kom.
Om natten kom hunden igen, tog prinsessen på ryggen og løb hen til soldaten, der holdt så meget af hende og gerne ville have været en prins, så han kunne få hende til kone.
Hunden mærkede slet ikke, hvordan grynene dryssede lige fra slottet til soldatens vindue, hvor den løb op ad muren. Næste morgen så kongen og dronningen jo nok, hvor deres datter havde været, og så tog de soldaten og satte ham i fængsel.
Der sad han nu. Uh, hvor der var mørkt og kedeligt! Og så sagde de til ham: "I morgen skal du føres for retten." Det var ikke morsomt at høre, og sit fyrtøj havde han glemt hjemme på værtshuset.
Næste morgen kunne han gennem jernstangen i det lille vindue se folk strømme ud af byen for at se ham blive dømt. Han hørte trommerne og så soldaterne marchere. Alle folk løb; der var også en skomagerdreng med læderforklæde og tøfler; han løb i den grad i galop, at hans ene tøffel fløj af og lige hen mod muren, hvor soldaten sad og kiggede ud gennem jernstangen.
"Hør, du skomagerdreng! Du skal ikke have sådan et hastværk," sagde soldaten til ham. "Der sker ikke noget, før jeg kommer! Men vil du løbe hen, hvor jeg boede, og hente mig mit fyrtøj, så skal du få fire skilling. Men du skal tage benene med dig!"
Skomagerdrengen ville gerne have de fire skilling og pilrede af sted efter fyrtøjet, gav soldaten det, og - ja, nu skal vi høre!
Uden for byen var der rejst en stor tribune. Kongen og dronningen sad på en prægtig trone, og dommerne sad i deres høje stole. Soldaten stod foran dem, træt og bleg, men han kiggede op mod himlen.
"Har du et sidste ønske?" spurgte kongen.
"Jeg ville gerne ryge en lille pibe tobak," sagde soldaten. "Det er jo den sidste pibe, jeg får i denne verden."
Det ville kongen ikke sige nej til, og så tog soldaten sit fyrtøj og slog ild - ét, to, tre!
Og der stod alle tre hunde: den med øjne så store som tekopper, den med øjne som møllehjul og den, der havde øjne så store som Rundetårn!
"Hjælp mig nu, så jeg ikke kommer herfra!" sagde soldaten.
Og hundene sprang frem. De tog fat i alle dommerne og hele rådet, tog én ved benene og én ved næsen og kastede dem højt op i luften, så de faldt ned og blev så møre som smør.
"Jeg vil ikke!" sagde kongen, men den største hund tog både ham og dronningen og sendte dem samme vej som de andre. Da blev soldaterne forskrækkede, og alle folk råbte: "Lille soldat, du skal være vores konge og have den dejlige prinsesse!"
Så satte de soldaten i kongens karet, og alle tre hunde dansede foran og råbte "hurra!", og drengene pebede i fingrene, og soldaterne præsenterede. Prinsessen kom ud af kobberslottet og blev dronning, og det kunne hun godt lide!
Brylluppet varede i otte dage, og hundene sad med til bords og spærrede øjnene op. Men de kiggede med varme og glade blik på den nye konge, for nu var der endelig faldet ro over landet.
Solen gik ned, og stjernerne tændtes over slottet. Soldaten og hans dronning lagde sig i deres bløde senge, og fyrtøjet lå trygt på natbordet. Der blev aldrig mere krig, og alle sov trygt hver eneste nat.