Den standhaftige Tinsoldat
Alder: 4-8 år · 7 min · generel
Den standhaftige Tinsoldat er en rolig godnathistorie for børn på 4-8 år. Du kan se den som video, høre den som lyd eller læse hele historien her på siden.
Læs eventyret
Fødselsdagsgaven
Der var engang femogtyve tinsoldater. De var alle brødre, for de var støbt af den præcis samme gamle tinske. De lignede hinanden på en prik med deres flotte, røde og blå uniformer, og de lå alle sammen pænt på række i en papæske.
Det allerførste, de hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken, var et lille barn, der råbte: ”Tinsoldater!”
Det var en lille dreng, som havde fået dem i fødselsdagsgave. Han klappede i hænderne af glæde og begyndte straks at stille dem op på sit bord. Den ene soldat lignede den anden fuldstændig, men den allersidste var lidt anderledes. Der havde nemlig ikke været tin nok, da han skulle støbes, så han havde kun et ben. Men han stod lige så fast og rank på sit ene ben, som de andre gjorde på to. Og det er netop ham, denne historie handler om.
Slottet og danserinden
Drengen stillede soldaterne op på et stort legebord, hvor der i forvejen stod meget andet legetøj. Det allerfineste på bordet var et stort, flot slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man kigge direkte ind i slottets sale.
Uden for slottet stod der små grønne træer hele vejen rundt om en lille sø, der var lavet af et stykke spejlglas. Små svaner af voks svømmede rundt på spejlsøen og spejlede sig i overfladen. Det hele var utrolig nydeligt.
Men det allersmukkeste var en lille pige, som stod i den åbne slotsdør. Hun var også klippet af papir, men hun havde et fint skørt på af det tyndeste, hvide stof, og en lille lyseblå sløjfe over skulderen. Midt på sløjfen sad der en skinnende guldstjerne.
Hun var en lille danserinde. Hun strakte armene ud og løftede sit ene ben så højt op i vejret bag sig, at tinsoldaten slet ikke kunne se det.
”Hun har også kun et ben, ligesom mig,” tænkte tinsoldaten. ”Hende vil jeg rigtig gerne kende. Men hun bor jo i et flot slot, og jeg har kun en æske, som jeg endda deler med fireogtyve andre. Det er ikke et sted for hende. Men jeg kan da kigge på hende.”
Og så gemte han sig bag en stor, sort snusdåse, som stod på bordet. Derfra kunne han stå i smug og beundre den fine, lille danserinde, som blev ved med at stå på ét ben uden at miste balancen.
Legetøjet vågner
Da det blev aften, blev de andre tinsoldater lagt ned i deres æske, og folk i huset gik i seng. Så snart der var helt stille, begyndte legetøjet at lege. De legede, at de var gæster, at de gik i skole, og at de holdt fest.
Nøddeknækkeren slog kolbøtter på bordet, og griflen kørte rundt og tegnede på tavlen. De larmede så meget, at kanariefuglen vågnede oppe i sit bur og begyndte at synge med.
Men de eneste to, der overhovedet ikke rørte sig, var tinsoldaten og danserinden. Hun stod stadig på sit ene ben med armene strakt ud, og han stod præcis lige så standhaftig på sit ene ben. Han tog ikke øjnene fra hende et eneste sekund.
Trolden i dåsen
Pludselig slog stueuret tolv. Med et lille knald sprang låget af den sorte snusdåse. Der var ikke snus i den, men en lille, grøn trold, som boede derinde som trold-i-en-æske.
”Tinsoldat,” sagde trolden med en grov stemme, ”kig ikke på hende. Hold dine øjne for dig selv!”
Men tinsoldaten lod som om, han slet ikke hørte det. Han stod bare stille og kiggede på danserinden, mens han holdt godt fast i sit gevær.
”Bare vent til i morgen,” sagde trolden og grinede et lille, drilsk grin.
Ud af vinduet
Næste morgen vågnede drengen og satte tinsoldaten hen i vindueskarmen. Måske var det vinden, eller måske var det den lille trold fra æsken, der gjorde det - men pludselig blæste vinduet op med et ryk.
Vinden tog fat i den lille soldat, og han faldt baglæns hele vejen ned fra tredje sal. Det var et svimlende fald. Han landede blødt nede på gaden, lige mellem to store brosten, med sit ene ben strittende i vejret.
Drengen og stuepigen løb ned på gaden for at lede efter ham, men selvom de var lige ved at træde på ham, fik de slet ikke øje på ham. Tinsoldaten var nemlig en rigtig soldat i uniform, så han råbte ikke på hjælp. Han lå bare helt stille.
Båden af avispapir
Lidt efter begyndte himlen at blive mørk. En stor regnbyge skyllede ind over gaden, og vandet plaskede ned. Da regnen holdt op, kom to andre drenge gående i deres gummistøvler.
”Se,” sagde den ene dreng og pegede. ”Der ligger en tinsoldat. Han skal da ud at sejle!”
De fandt en gammel avis og foldede en fin, lille papirbåd. De satte tinsoldaten forsigtigt ned midt i båden, og så skubbede de ham ned ad rendestenen.
Båden vippede op og ned, og vandet strømmede afsted, for det havde regnet utrolig meget. Drengene løb ved siden af og klappede i hænderne. Papirbåden drejede rundt og rundt, men tinsoldaten blev bare stående og kiggede stift fremad. Han var nemlig standhaftig og bange for ingenting.
Den store vandrotte
Pludselig sejlede båden ind under en lang, mørk bro, der dækkede rendestenen. Der var lige så mørkt som nede i papæsken, da låget var på.
”Hvor mon jeg ender?” tænkte han. ”Det er nok alt sammen troldens skyld. Åh, sad den lille danserinde bare her i båden ved siden af mig, så måtte her gerne være endnu mørkere.”
Lige i det samme kom en stor, tyk vandrotte kravlende ud fra mørket.
”Har du pas?” spurgte rotten strengt. ”Vis mig dit pas!”
Men tinsoldaten sagde ingenting. Han holdt bare endnu fastere om sit gevær. Båden sejlede videre med stor fart, og rotten svømmede bagefter, mens den råbte og viste tænder.
Vandet strømmede hurtigere og hurtigere, og pludselig kunne tinsoldaten se dagslyset forude. Men han kunne også høre en brusen, der lød meget farlig. Rendestenen sluttede nemlig, og vandet faldt direkte ud i en stor, dyb kanal.
Fisken i kanalen
Båden susede ud over kanten og faldt ned i kanalen. Den lille papirbåd blev fyldt med vand, og papiret gik langsomt i stykker. Tinsoldaten sank roligt ned mod bunden. Lige idet vandet lukkede sig over hans hoved, tænkte han på den lille, smukke danserinde, som han nok aldrig skulle se igen.
Pludselig blev alting fuldstændig mørkt. En stor, sulten fisk havde slået med halen, åbnet gabet og slugt den lille soldat i én mundfuld.
Der var mørkt og koldt nede i fiskens mave. Men tinsoldaten lå helt stille. Han beklagede sig ikke, men holdt fast i sit gevær og ventede. Længe efter begyndte fisken at kaste sig vildt omkring, indtil den pludselig lå helt stille. Den var blevet fanget, bragt til torvet og solgt.
Hjemme på bordet
Fisken havnede i et lyst, varmt køkken, hvor kokkepigen åbnede den med en kniv. Og dér, midt i fisken, fandt hun den lille tinsoldat. Hun tog ham forsigtigt ud, tørrede ham af, og bar ham ind i stuen, så alle kunne se den mærkelige rejsende.
Og tænk engang - hvor kan verden dog være forunderlig. Det var den helt samme stue, han var blæst ud fra!
Der stod legebordet, der stod de andre legeting, og der stod det flotte papirslot. Og lige uden for slottet stod den fine danserinde stadigvæk. Hun balancerede endnu på sit ene ben med armene strakt ud. Hun var lige så standhaftig, som han var.
Tinsoldaten kiggede på hende, og hun kiggede på ham. Ingen af dem sagde et eneste ord, men de var glade for endelig at være sammen igen.
Fra den dag stod tinsoldaten trygt på sit bord og passede på sit papirslot og sin kæreste, og de to blev aldrig nogensinde skilt fra hinanden igen.
Om historien
Den standhaftige Tinsoldat er en klassiker med mange finurlige detaljer. Historien handler om en lille soldat af tin, der kun har et ben, men som altid står fast. Han forelsker sig i en smuk papirdanserinde, men blæser pludselig ud af vinduet og kommer på en lang rejse. Selvom han møder en streng vandrotte og bliver slugt af en stor fisk, bevarer han roen. Til sidst bringer skæbnen ham sikkert hjem til det samme bord, hvor han og danserinden hører til.
Analyse
Den originale udgave af eventyret slutter tragisk i en kakkelovn, hvor soldaten og danserinden brænder op. Moonsys version bevarer bevidst fortællingens magi og kernebudskab, men fjerner den hjerteskærende afslutning af hensyn til godnat-trygheden. Gennem denne ændring fokuseres analysen udelukkende på soldatens standhaftighed - evnen til ikke at lade omgivelsernes pres eller farer knække ens ånd. Tinsoldaten belønnes for sin ro og loyalitet, hvilket understøtter en morale om, at ægte mod overvinder alt.
Temaer
- Magi
- Dyr
- Generel
Kapitler
- Fødselsdagsgaven
- Slottet og danserinden
- Legetøjet vågner
- Trolden i dåsen
- Ud af vinduet
- Båden af avispapir
- Den store vandrotte
- Fisken i kanalen
- Hjemme på bordet
Ofte stillede spørgsmål
Hvem har skrevet Den standhaftige Tinsoldat?
Den standhaftige Tinsoldat er skrevet af H.C. Andersen. Det udkom første gang i 1838 og er et af hans mest elskede og kendte eventyr om udholdenhed og loyalitet.
Hvad handler Den standhaftige Tinsoldat om?
Historien handler om en lille legetøjssoldat, der falder ud af et vindue og ud på en lang rejse. Han bliver skyllet væk i en avispapirsbåd og slugt af en fisk, men fordi han bevarer roen, ender han på forunderlig vis trygt hjemme på bordet hos sin elskede papirdanserinde.
Hvad er moralen i Den standhaftige Tinsoldat?
Moralen er, at mod, tålmodighed og indre ro bringer dig trygt igennem verdens storme. Uanset hvad der sker omkring dig, eller hvor bange du bliver, hjælper det at stå fast på, hvem du er.
Er Den standhaftige Tinsoldat en god godnathistorie til en 4-årig?
Ja. Den standhaftige Tinsoldat er skrevet til børn på 4-8 år, og handlingen er rolig nok til at høre den lige inden man skal sove. Den varer omkring 7 minutter, så den kan nås inden for en almindelig putterutine. Du kan vælge video, lyd eller den fulde tekst, alt efter hvad der passer barnet bedst i aften.