Efterårsferie i sommerhuset

Regn i tre dage

Det havde regnet i tre dage.

Ikke sådan lidt hyggelig regn, der drypper på taget, mens man spiser boller. Nej. Det var den slags regn, der kommer sidelæns ind fra havet og banker på vinduerne, som om den gerne vil ind og varme sig.

Agnes var ni år, og hun kedede sig. Hun kedede sig så meget, at hun havde talt bjælkerne i loftet i sommerhuset. Der var toogtyve. Hun havde talt dem to gange for at være sikker.

Og så var der Aksel.

Aksel var seks, og han var hendes lillebror. Han var også hendes skygge. En lille skygge i dinosaursokker, der fulgte efter hende overalt.

Gik Agnes ud i køkkenet, gik Aksel ud i køkkenet. Satte hun sig i sofaen, satte han sig i sofaen. Helt tæt.

”Hvad laver du?” spurgte Aksel.

”Ingenting.”

”Må jeg lave ingenting sammen med dig?”

”Nej. Man kan ikke lave ingenting sammen. Så er det jo noget.”

Aksel tænkte over det. Så rykkede han lidt tættere på.

Agnes sukkede. Et langt, stort ni-års-suk. Hun var irriteret. Rigtig irriteret. Hun elskede Aksel - det gjorde hun virkelig. Hun ville bare gerne have ét sted i hele sommerhuset, hvor han ikke var.

Om aftenen stod far ved vinduet og kiggede ud på de grå skyer.

”Der kommer storm i nat,” sagde han. ”Og ved I, hvad der sker efter en storm herude ved Vesterhavet?”

”Der ligger tang overalt?” sagde Agnes.

”Ja. Og nogle gange ligger der rav i tangen.”

Agnes satte sig op. Rav. Guld fra havet, som far kaldte det.

I morgen ville hun finde rav. Og hun ville gøre det alene.

Stormen om natten

Om natten kom stormen.

Den hylede om hjørnerne og fik skorstenen til at sige huuuuu. Regnen piskede mod ruden.

Agnes lå i den øverste køje og lyttede. Det var lidt uhyggeligt. Og lidt spændende.

Nede fra den nederste køje kom en lille stemme.

”Agnes? Sover du?”

”Ja.”

”Nej, du gør ikke. Du snakker.”

”Jeg snakker i søvne.”

”Er det farligt? Stormen?”

Agnes kunne høre, at Aksel var bange. Man kan høre det på en stemme.

”Nej,” sagde hun. ”Huset har prøvet storm før. Det er bare vinden, der larmer.”

”Okay.”

Der gik lidt tid.

”Agnes?”

”Hvad?”

”Tak.”

Hun svarede ikke. Men hun smilede lidt ned i puden, hvor ingen kunne se det.

Må jeg komme med?

Næste morgen var alt anderledes.

Himlen var blå, som om nogen havde vasket den i løbet af natten. Solen skinnede på de våde klitter.

Agnes spiste sin havregrød så hurtigt, at mor løftede det ene øjenbryn.

”Hvor skal du hen i sådan en fart?”

”På stranden. Efter rav. Alene.”

Hun sagde det sidste ord ekstra tydeligt. Så tydeligt, at det næsten fik sin egen stol ved bordet.

Mor og far kiggede på hinanden.

”Du bliver oppe ved tanglinjen,” sagde far. ”Ikke ud i vandet. Vi sidder på klitten med kaffe, så vi kan se dig hele tiden.”

”Ja, ja.”

Hun trak regnjakken på og var næsten ude ad døren, da hun hørte det. Små fødder. Små gummistøvler. Skyggen.

”Agnes?” sagde Aksel. ”Må jeg komme med?”

Agnes stod helt stille med hånden på dørhåndtaget.

Hun kunne sige nej. Det var hendes idé. Hendes rav. Hendes morgen.

Hun kiggede på Aksel. Han havde allerede fået sin hue på. Skævt. Den ene øreklap pegede lige op i luften.

”Fint,” sagde hun. ”Du må godt komme med. Men du må ikke snakke.”

”Okay.”

”Du snakker.”

”Det var bare okay. Okay tæller ikke.”

”Jo, det gør.”

”Nej, det gør ikke.”

”Aksel!”

Aksel lukkede munden. Helt i. Og så nikkede han.

”Godt,” sagde Agnes.

Og så gik de. Agnes forrest med store, lidt sure skridt. Aksel bagefter med små, glade skridt. Og helt bagerst mor og far med en termokande.

Guld fra havet

Stranden var fuld af ting, stormen havde smidt op. Lange bånd af mørk tang. Muslingeskaller. En gammel pind, der lignede en drage, hvis man kneb det ene øje i.

Agnes gik langs tanglinjen og kiggede. Hun kiggede og kiggede og kiggede. Hun fandt en masse sten, der lignede rav, lige indtil man tog dem op. Rav er let, havde far sagt. Næsten ingenting. En sten er tung.

Alle hendes sten var tunge.

Aksel var stille. Helt stille. Han gik bare lidt foroverbøjet med næsen tæt ved tangen. Han var jo lille. Hans øjne var meget tættere på jorden end hendes.

Så stoppede han. Han satte sig på hug. Han pegede.

Han sagde ikke noget. Han pegede bare. Lidt mere.

”Hvad?” sagde Agnes.

Aksel pegede en tredje gang og holdt sig for munden med den anden hånd.

”Du må godt snakke nu,” sukkede hun.

”RAV!” råbte Aksel, så en måge lettede i forskrækkelse. ”Agnes, det er rav! Tror jeg! Er det?”

Agnes satte sig ved siden af ham. Inde mellem to tangblade lå en lille gylden klump, på størrelse med en fingerspids. Og da hun holdt den op mod solen, lyste den indefra, som honning med en lampe inden i.

Hun vejede den i hånden. Den var let. Næsten ingenting.

Det var rav.

Og Agnes blev misundelig. Hun kunne mærke det helt ned i maven, som en lille sur sten. Det var hendes idé. Hun havde kigget i en evighed. Og så var det Aksel, der fandt den. Aksel, der ikke engang måtte snakke.

Han sad med helt røde kinder og øjne så store som tekopper.

”Du fandt den,” sagde hun.

”Vi fandt den,” sagde Aksel. ”Du tog mig med.”

Og lige pludselig var den sure sten i maven væk.

”Aksel,” sagde hun. ”Det er faktisk ret vildt.”

”Mega vildt,” sagde Aksel.

De vinkede op til klitten. Mor og far vinkede tilbage. Far lavede en kæmpe tommelfinger op.

Den bedste hule

De fandt ikke mere rav. Men de fandt noget andet.

Drivtømmer. Masser af det. Lange, grå, glatte stykker træ, som havet havde slebet bløde.

”Vi kunne bygge en hule,” sagde Aksel.

Agnes grinede. ”Okay. Vi bygger en hule.”

De slæbte og bar og stillede op. Agnes var god til de lange stykker. Aksel var god til at finde små pinde, der kunne lukke hullerne. De byggede hulen ved foden af klitten, stor nok til dem begge. Der duftede af salt og træ og tang.

De sad derinde og kiggede ud på havet, der nu var roligt og glinsende.

”Agnes?”

”Ja?”

”Det er den bedste hule, jeg nogensinde har været i.”

”Det er den eneste hule, du nogensinde har været i.”

”Ja. Og den er den bedste.”

Et bitte bål i vindueskarmen

Om aftenen blev det mørkt tidligt.

Far tændte op i brændeovnen. Flammerne knitrede. Mor lavede varm kakao, og de spillede brætspil ved sofabordet. Aksel vandt. Han var mistænkeligt god til at vinde i dag.

Ravstenen lå i vindueskarmen. Mor havde stillet den lille lampe lige bag den, så lyset skinnede igennem. Den lyste gul og orange og en lille smule rød. Som et bitte bål, man kunne have i lommen.

”Hvem skal have den?” spurgte far.

Agnes og Aksel kiggede på hinanden.

”Den kan bo i vindueskarmen,” sagde Agnes. ”Så er den begges.”

”Og så skal den med hjem,” sagde Aksel. ”Og bo i vores værelse. Lige midt på.”

”Lige midt på,” sagde Agnes.

Senere lå de i køjesengen. Agnes i den øverste. Aksel i den nederste. Udenfor var der helt stille nu. Ingen storm. Kun havet, der sagde shhh, shhh, langt væk.

”Agnes?”

”Hvad?”

”Må jeg komme med i morgen også?”

Agnes kiggede op i loftet. Hun behøvede ikke tælle bjælkerne igen.

”Ja,” sagde hun. ”Men du må ikke snakke.”

”Okay.”

Hun smilede i mørket.

”Du snakker.”

Aksel fnisede. Agnes fnisede også. Og så faldt de i søvn, den ene lige over den anden, med havet udenfor og en lille gylden sten i vindueskarmen, der stadig lyste.