Slik eller ballade med Moonsy

Tre små monstre

Det var halloween, og ude i entréen stod der tre små monstre.

Det største monster var Liva. Hun var ni år og klædt ud som flagermus. Hun havde en sort kappe med store vinger og en hætte med to spidse ører. Mor havde malet en lille lyserød snude på hendes næse.

Det mellemste monster var Ida. Hun var syv og var vampyrprinsesse. Hun havde en lilla kjole med sorte blonder, lange sorte handsker og en lille flagermus i håret. Og så havde hun en sort paraply med.

”Vampyrer kan ikke tåle regn,” sagde hun.

Det kunne de nok godt. Men paraplyen skulle med alligevel.

Det mindste monster var Theo. Han var fire og var zombie. En zombie-fodboldspiller, faktisk. Han havde sin grøn og hvid stribede fodboldtrøje på, med huller i, og grøn maling i hele ansigtet. I håret sad et lille gult blad fra haven. Det skulle med, sagde han.

”Uuuuh,” sagde Theo og strakte armene frem. ”Jeg er en farlig zombie.”

”Du er en sød zombie,” sagde Liva.

”Farlig,” sagde Theo. ”Og sød.”

Far tog jakken på og fandt lommelygten. ”Er I klar, monstre?”

”Klar!” råbte de alle tre.

Ud i halloween-natten

Udenfor var det mørkt og lidt koldt. Bladene lå gule og røde på brostenene, og de knasede under støvlerne. Knas, knas, knas. Gadelygterne lyste varmt, og på trapperne sad der græskar med skæve smil. Far gik et par skridt bagved med lommelygten.

Over tagene hang månen. Den var stor og rund og gul.

Så stoppede Ida. ”Se,” hviskede hun.

Midt over vejen svævede et lille, hvidt spøgelse. Det lyste varmt og gyldent. Det havde store, runde øjne og lyserøde kinder, og toppen af det var bøjet ligesom en lille måne.

Theo tog Livas hånd. Han var lidt bange. Bare lidt.

Spøgelset blinkede med øjnene. Så vinkede det. Og så fnisede det.

”Spøgelser fniser ikke,” sagde Ida.

”Det her gør,” sagde Liva.

Spøgelset drysede en lille regn af stjerner ned over dem. Ida løftede paraplyen, Liva bredte vingerne ud, og Theo prøvede at fange en stjerne med begge hænder. Og så var spøgelset væk bag et træ.

”Hvem var det?” spurgte Theo.

”Det finder vi nok ud af,” sagde Liva. ”Kom. Der er slik, der venter.”

”Jeg håber, vi får en kæmpe slikkepind,” sagde Ida. ”En rigtig stor en. Med striber.”

Slik eller ballade?

Ved det første hus bankede de på. Bank, bank.

En dame med en stor heksehat åbnede døren. ”Slik eller ballade?”

”Slik!” råbte Theo. ”Men jeg kan også godt lave ballade, hvis det skal være.”

Damen grinede og gav dem chokolade.

Ved det næste hus fik de vingummi. Ved det tredje hus fik de småkager med orange glasur.

Men ingen steder var der en kæmpe slikkepind.

”Måske ved det næste,” sagde Ida hver gang. ”Eller det næste.”

Den kæmpe slikkepind

Ved det sidste hus på vejen fik de noget helt særligt. En kæmpe slikkepind. Rund og stribet, orange og lilla, så stor som en lille pandekage. Der var kun én, og den fik Theo, fordi han var den mindste.

”Wauw,” sagde Theo. Han holdt den op mod gadelygten, og den skinnede.

Ida kiggede på slikkepinden. Så kiggede hun ned i sin pose.

”Det er okay,” sagde hun.

Men det var ikke rigtig okay. Hun var ked af det. Det kunne Theo godt se.

Theo kiggede på slikkepinden. Så kiggede han på Ida. Så kiggede han på slikkepinden igen.

Han havde rigtig, rigtig lyst til den. Det var den flotteste slikkepind, han nogensinde havde set.

Så gik han hen til Ida og rakte den frem.

”Den er til dig,” sagde han.

Ida kiggede på ham. ”Men den er din.”

”Du har ønsket dig den hele vejen,” sagde Theo. ”Og jeg har chokolade. Masser.”

Ida krammede sin lillebror så hårdt, at den grønne zombiemaling smittede af på hendes kind.

Liva smilede. ”Du er den sødeste zombie i hele verden,” sagde hun.

”Og den farligste,” sagde Theo.

Henne ved det store træ lyste det lille spøgelse. Det så det hele. Og det smilede.

Du er Moonsy!

Hjemme i entréen stod de på tæppet. Poserne var tunge, og øjnene var trætte.

Så gled hoveddøren langsomt op igen. Det var bare vinden. Men i døråbningen svævede det lille, hvide spøgelse.

”Det er spøgelset!” hviskede Ida.

Spøgelset svævede ind i entréen. De store øjne glimtede. ”Godaften, små monstre,” sagde det med en blød stemme. ”Tak for turen.”

Theo kiggede op. Han kiggede på den runde top, der var bøjet som en måne.

”Du er ikke et rigtigt spøgelse,” sagde han. ”Du er Moonsy!”

Spøgelset fnisede. ”Pssst. Det er min udklædning,” hviskede Moonsy. ”Selv månen må klæde sig ud på halloween.”

Moonsy blinkede til Theo. Theo blinkede tilbage. Med begge øjne, for han kunne ikke blinke med ét.

Så svævede Moonsy ud gennem døren og op mod himlen. ”Godnat, små monstre,” kaldte Moonsy. Tre små monstre stod i døren og vinkede. Og så var der kun stjerner tilbage.

Godnat, små monstre

Far tørrede den grønne maling af Theos kinder. Liva hængte vingerne på knagen. Ida hængte paraplyen op ved vinduet og lagde slikkepinden på natbordet. Til i morgen.

Tre små monstre børstede tænder. Tre små monstre fik nattøj på. Og tre små monstre krøb ned under dynen. Kun det lille gule blad sad stadig i Theos hår. Det fik lov at blive.

Udenfor lyste månen stor og rund over vejen. Og hvis man kiggede rigtig godt efter, kunne man se, at den blinkede. Med begge øjne.